Grænsehandel er blevet en bedre forretning

Momsfald og billigere brændstof har gjort det nemmere at spare penge, når man køber ind i Tyskland, konkluderer en ny analyse

Det kræver indkøb af en vis størrelse at spare penge på en tur over grænsen, viser analysen. Arkivfoto: Claus Bonnerup
Det kræver indkøb af en vis størrelse at spare penge på en tur over grænsen, viser analysen. Arkivfoto: Claus Bonnerup

Tilbudsaviserne fra de tyske grænsebutikker flyder ofte over med priser, der er svære at finde magen til i Danmark. Én ting skilter de dog sjældent med, og det er prisen for at køre derned.

Turens omkostning kan være svær at regne ud, når man sidder med avisen 50 eller 100 kilometer fra grænsen, og i anledning af de genåbne grænser har Spar Nord og Bilbasen derfor fundet regnemaskinen frem.

I en analyse konkluderer banken og bilsitet, at det samlet set er blevet nemmere for danskerne at spare penge, hvis de lægger deres indkøb i Tyskland.

Ifølge Spar Nord og Bilbasen er prisen pr. kørt kilometer nemlig faldet 11,6 procent, når man sammenligner med samme periode sidste år. Og dertil kommer, at Tyskland 1. juli satte momsen ned.

Se også: Minister til rygere: Naturen er ikke jeres askebæger

Seks rammer Coca-Cola
Spar Nord og Bilbasen har taget højde for bl.a. afskrivning på bilen og brændstofpriser, da de udregnede prisen pr. kørt kilometer. Og det er især sidstnævnte, der har fået prisen til at falde, påpeger Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang.

- Den store forskel på i år og sidste år ligger i brændstofpriserne, der i år har gennemgået et markant dyk. Det er dog ikke nok at kigge på brændstofpriserne for at vurdere den nødvendige besparelse, og derfor medregner vi også eksempelvis afskrivninger på bilen for at få et mere nuanceret billede af omkostningerne, siger han i en pressemeddelelse.

Resultatet er, at det i år koster 2,29 kroner pr. kilometer mod 2,59 kroner sidste år.

Kører man de 54 kilometer fra Haderslev til grænsen tur/retur, skal man altså spare mindst 247 kroner på sine indkøb for at få turen til at gå op. Og skal der spises frokost undervejs, stiger den nødvendige besparelse tilsvarende.

Sidste år ville samme tur have krævet en besparelse på knap 280 kroner før forplejning.

Omregnet i Coca-Cola-dåser kræver det nu seks rammer a 24 dåser at nå over minimumsbesparelsen mod syv sidste år, når det antages, at det er muligt at spare 45 kroner pr. ramme inkl. pant.

Se også: Flyselskab vil sælge billetter til 'laveste pris nogensinde'

206 kommentarer
Vis kommentarer