Annoncørbetalt - MyCruise.dk

Guide til krydstogt: 10 ting du ikke må misse

Mange har en forestilling om, at krydstogter er en luksus forbeholdt overklassen, men flere og flere har fået øjnene op for, at det er en skrøne – og at det er ret fedt at bo på et flydende hotel inklusiv mad og et utal af aktiviteter. Men hvad skal du egentlig være opmærksom på, når du bestiller rejsen? Her er guiden til dig, der rejser på krydstogt for første gang.

Overvejer du at tage på krydstogt, bør du søge råd fra en ekspert, inden du bestiller din rejse. Med tusinder og atter tusinder krydstogter rundt i hele verden, kan det være en jungle at finde rundt i priser, faciliteter og skibe - skal du fx have hele familien med på tur, eller er det et romantisk get-away, siger direktør Claus Jensen fra MyCruise.dk.

Hos ham hjælper specialister over telefon og chat med at navigere rundt i over 14.000 krydstogter.

- Krydstogtferier er stadig ret nyt i Danmark, og fordi der er så mange valgmuligheder, er der også mange spørgsmål. Hvis du ikke får rådgivning, kan du eksempelvis risikere, at der stort set ikke er nogen faciliteter til dine børn på skibet, eller at et andet rederi tilbyder en både billigere og bedre rejse for dig, siger Claus Jensen.

Når du taler med en ekspert, kan du også få at vide, hvilke skibe der tilbyder salsa-undervisning, madlavningskurser eller go-kart på øverste dæk, så du kan få lige den pakke, der passer til dig.

Bliver du nemt søsyg eller har besværlige teenagere? Vælg den rigtig kahyt
Inden du tager ud på havene, er det vigtigt at overveje, hvilken type kahyt, der passer til dig og din families behov. Kahytterne kan som regel deles ind i fire kategorier: de indvendige kahytter uden udsigt, de udvendige kahytter med koøje-udsigt, kahytter med balkon og suiter med mere plads.

I mange skibe kan du få såkaldte 'connecting doors' mellem to kahytter, der ligger lige ved siden af hinanden. Det betyder, at to vennepar eller et sæt forældre og deres voksenmætte teenagebørn kan bo for sig selv, men samtidig har direkte adgang til hinanden.

Derudover kan det give god mening at finde en kahyt i midten af skibet, hvis du har meget let ved at blive søsyg. Dog er krydstogtskibene i dag så store og har så gode stabilisatorer, at de færreste oplever problemer, uanset hvor deres kahyt er placeret.

Pak let
En klassisk fejl inden turen ud på havet er, at passagerer dukker op med alt for meget bagage. Alle skibe er nemlig udstyret med ting som føntørrer, strygejern og badehåndklæder, så du behøver ikke tænke på meget andet end tøj og tandbørste, fortæller direktør Claus Jensen. Faktisk er det sjældent lovligt at have de elektriske apparater med selv, og badehåndklæder kan du låne i hobetal – og både bruge dem ved skibets pool og tage dem med i land.

Det er lige præcis sådan her, livet skal leves - ren terapi for sjæl og krop at læne sig tilbage på pooldækket - gerne med en drink i hånden. Foto: MyCruise.dk
Det er lige præcis sådan her, livet skal leves - ren terapi for sjæl og krop at læne sig tilbage på pooldækket - gerne med en drink i hånden. Foto: MyCruise.dk

- Der eksisterer stadig en skrøne om, at du skal gå rundt i pænt tøj på et krydstogtskib. Det behøver du bestemt ikke. Flere rederier har en enkelt galla-aften om ugen, så hvis du har lyst til deltage i sådan et arrangement, anbefaler jeg, at du pakker ét pænt sæt tøj. Men du bestemmer altså helt selv, om du vil deltage eller ej, siger direktøren.

Gå op til udflugtsskranken, inden turene bliver udsolgt
Inden du sætter dig i baren eller dykker ned i poolen for første gang, er det klogt at finde udflugtsskranken og se, hvad rederiet byder på af ture, når skibet lægger til land. Hvis du venter for længe, risikerer du nemlig, at de mest populære udflugter bliver udsolgt.

Det samme gælder skibets specialrestauranter. På et krydstogt er maden en del af prisen, men på alle skibe findes også nogle få specialrestauranter, hvor du selv skal betale og derfor også kan forvente en lidt bedre kvalitet.

De er ofte ret populære, så hvis du vil være sikker på, at du kan fejre din kærestes fødselsdag eller gøre noget særligt ud af den sidste aften, er det en god idé at være på forkant.

Husk festen ved udsejling
En af de traditioner, som skaber begejstring og højt humør på et krydstogtskib, er de såkaldte 'sailaway parties'. Her mødes passagerer på pool-dækket og danser til musik, hver gang skibet lægger fra havn.
Gå ikke glip af festen på dækket, hver gang skibet lægger fra havn. Foto: MyCruise.dk
Gå ikke glip af festen på dækket, hver gang skibet lægger fra havn. Foto: MyCruise.dk

- Så er der liv og glade dage på skibet. Det er fedt! Nogle gange er der et band og folk danser – det er altid en lille fest, siger direktør Claus Jensen fra MyCruise.dk.
Mens festen går i gang, står folk som regel tilbage på havnen og vinker, og på den måde giver et 'sailaway party' alle nye passagerer en følelse af, at ferien endelig er startet.

Buffeten behøver ikke betyde skrigende unger
Hvis en meget livlig morgenbuffet fyldt med børn ikke hører til din hedeste drøm, kan du sagtens undgå den, uden at det koster ekstra. Det fortæller direktør Claus Jensen fra MyCruise.dk og kalder den detalje for meget overset. De fleste tror nemlig, at de kun kan få gratis mad i buffeten, og derfor går de per automatik derop.

- Nogle passagerer er lidt kede af, at buffeten om morgenen er så hektisk, men faktisk behøver du ikke sidde der. Både til morgenmad og frokost kan du gå i en af hovedrestauranterne og bestille á la carte, uden at det koster ekstra. Her er en helt anderledes og rolig atmosfære, siger han.

Skal det være helt intimt, har du også muligheden for at få en butler til at bringe morgenmaden til din kahyt, så I kan nyde den i hinandens selskab i helt fred og ro.

Snyd ikke dig selv for skibets teaterforestilling
På alle krydstogtskibe er der et show eller teaterstykke hver aften. Forestillingerne er gratis og kan være alt fra et trylleshow til en danseforestilling, fortæller Claus Jensen.
Der er teater eller show på alle krydstogtskibe, og du bør i hvert fald unde dig selv at smutte forbi og opleve underholdningen en enkelt aften. Foto: MyCruise.dk
Der er teater eller show på alle krydstogtskibe, og du bør i hvert fald unde dig selv at smutte forbi og opleve underholdningen en enkelt aften. Foto: MyCruise.dk

Han kalder det en vild oplevelse at sidde i en teatersal med plads til 1000-2000 mennesker på et skib, og han anbefaler på det kraftigste, at alle passagerer går ned og ser teater mindst én aften.

- Vi har masser af kunder, der kommer hjem og siger, at de ikke nåede teaterforestillingen, og det er super-ærgerligt, tænker jeg, for det er altså ret høj kvalitet. Og det er jo også et af de steder, hvor du får ret meget for pengene sammenlignet med, hvis du tager på et almindeligt hotel, siger Claus Jensen.

Lav din egen rundtur på skibet
Mens krydstogtskibe er fyldt med klatrevægge, pools, bowling, barer, fitnesscentre og alverdens andre gratis aktiviteter, så er det langt fra alle passagerer, der får kendskab til det hele eller tænker over, at det enorme skib er en attraktion i sig selv.

Derfor bør enhver ny passager gå på eventyr!

- Jeg anbefaler helt klart, at du laver din egen rundtur på sådan et skib. Jeg plejer at gå fra top til bund, hvor jeg tager elevatoren op til dæk 17, eller hvad der nu er det øverste dæk, og så går rundt der og videre ned til dæk 16 og 15 og så videre. Så jeg ved, hvor de forskellige faciliteter er og dermed får mest muligt for pengene. De fleste aktiviteter er jo gratis, siger Claus Jensen.

Ofte kan børn og andre fascinerede sjæle også få lov til at se køkkenet om bord på krydstogtskibet, ligesom at nogle få skibe laver guidede ture op i kaptajnens styrehus.

Hyr en lokal taxa-chauffør, når skibet lægger til land
Hvis du er den eventyrlystne type, kan en lokal taxa-chauffør som regel give dig en autentisk og overraskende tur rundt, når skibet lægger til havn, fortæller Claus Jensen. Han hyrer som regel en taxa-chauffør for en dag, når han kommer til en af de caribiske øer, og det koster i omegnen af $100 - ca. 620 kr.

- Jeg kan anbefale, at I finder en lokal taxachauffør og lejer ham for en dag. Og så sig til ham, at han skal vise jer området, eller at han skal tage jer hen til en anden strand end den, som de 3000 andre krydstogtgæster bruger. Vi har virkelig haft nogle fede oplevelser på den måde, siger Claus Jensen, der hverken har prøvet at blive taget ved næsen eller har haft en dårlig oplevelse med en lokal taxa-chauffør.

Hvis du derimod er mere til de udflugter, der er planlagt på forhånd, så kan du enten vælge at købe en af rederiets egne ture, eller du kan gå til en af de mange lokale, der venter på havnen, når skibet lægger til land. Sidst kan du gå af sted på egen hånd og bruge rederiets guides som inspiration.

Husk at give drikkepenge – måske...

Mange danskere tænker ikke over drikkepenge, når de tager på krydstogt, og derfor bliver de lidt irriterede, når de pludselig skal til at betale. Men drikkepenge kan også betyde, at turen pludselig bliver over 500 kroner dyrere end planlagt.

- Vi gør altid opmærksom på drikkepenge, når vi sælger rejsen, for ofte er der nogen, der bliver overrasket over, at de skal give drikkepenge. Og ofte ligger drikkepengene mellem 5 og 10 euro per dag, så det kan altså godt løbe op på en uge, siger Claus Jensen. Han fortæller dog, at en del selskaber har drikkepenge inkluderet i prisen, så det skal du være opmærksom på, når du bestiller din rejse.

En anden vigtig ting at være opmærksom på, er drikkevarerne om bord. Mens måltiderne er gratis på alle krydstogtskibe, så er der nogle rederier, der også inkluderer drikkevarer, mens andre tilbyder, at du kan købe en såkaldt drikkepakke i tillæg.
Det er ikke et dumt sted at opleve solnedgangen fra pooldækket langt væk fra mailboks og andre bekymringer. Foto: MyCruise.dk
Det er ikke et dumt sted at opleve solnedgangen fra pooldækket langt væk fra mailboks og andre bekymringer. Foto: MyCruise.dk

Bestil i god tid!
Krydstogterne er i eksplosiv vækst for tiden, og derfor anbefaler MyCruise.dk, at du booker din rejse i god tid. Der er sjældent noget sparet ved at vente og se, om rejserne kommer på tilbud kort inden afgang, for de fleste rederier melder fuldt booket verden over.

Statistikkerne viser, at antallet af passagerer er steget med 45 procent siden 2009, og alt peger på, at de næste år går i samme retning. I 2017 var omkring 26 millioner mennesker på krydstogt.

- Derfor anbefaler vi lige nu, at folk bestiller i god tid. Specielt hvis de har særlige krav til skibet og tidspunktet, siger Claus Jensen.

Artiklen er sponseret af MyCruise.dk, hvor du kan booke krydstogter til hele verden.

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen