Halvdelen af danske hoteller kan gå konkurs

I en ny rundspørge svarer 45 procent af landets hoteller, at de befinder sig på kanten af bankerot

Trods hjælpepakker frygter Horesta-direktør Katia K. Østergaard, at danske hoteller og restauranter vil dreje nøglen om. Foto: Stine Bidstrup
Trods hjælpepakker frygter Horesta-direktør Katia K. Østergaard, at danske hoteller og restauranter vil dreje nøglen om. Foto: Stine Bidstrup

Der bliver bidt negle i hotelbranchen i disse dage.

Coronaepidemien har gjort så ondt på de danske hoteller, at 45 procent i en rundspørge vurderer, at de er i ’nogen risiko’ eller ’meget stor risiko’ for at blive afviklet eller gå konkurs i løbet af de næste tre måneder.

Det viser en undersøgelse, som Danmarks Statistik offentliggjorde tirsdag.

Blandt landets restauranter svarer 36 procent, at de føler sig lukningstruet.

Se også: Kendt frokostrestaurant konkurs

Ekstrem lav omsætning
Ifølge Horesta, der repræsenterer 1800 arbejdsgivere inden for hotel-, restaurant- og turismeerhvervet, kan samfundssituationen få ’meget store konsekvenser’ for dens medlemmer, der inden krisen talte cirka 130.000 medarbejdere.

- Vores erhverv blev ramt før alle andre og har kørt med ekstrem lav omsætning i halvanden måned, forklarer adm. direktør Katia K. Østergaard i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen fra Danmarks Statistik viser også, at 9 ud af 10 danske hoteller har oplevet et fald i omsætningen på mindst 75 procent i løbet af den seneste måned. Hos restauranterne har 42 procent haft en tilsvarende tilbagegang.

Horesta begrunder forskellen med, at restauranternes stadig kan tjene penge på at sælge take away.

Se også: Michelin-restauranter begæret konkurs

Kassebeholdningen er næsten tom
Landets hoteller og restauranter er også blevet spurgt, i hvilken grad de føler sig påvirket af krisen. Til det svarer 98 procent af de danske hoteller, at de føler sig ’meget påvirket’, mens det samme gælder 81 procent af restauranterne.

Horesta slår til lyd for, at hjælpepakkerne snart kommer til udbetaling, da der er regninger at betale.

- Vi frygter, at der kommer en uhyggelig effekt, når likviditeten begynder at slippe op over de kommende måneder, siger Katia K. Østergaard.

For nylig viste en fremskrivning af den britiske analysevirksomhed Tourism Economics, at turisme- og oplevelseserhvervet tidligst er tilbage på ’før krise-niveau’ i 2023.

Se også: Tysk turistbranche taber 179 milliarder i marts og april

71 kommentarer
Vis kommentarer