Halvdelen af danskerne gør det på ferien: - Klag med det samme

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet en række gode råd til danske hotelgæster

Du skal klage med det samme, hvis der ikke er styr på rengøringen på dit hotelværelse. Foto: Colourbox
Du skal klage med det samme, hvis der ikke er styr på rengøringen på dit hotelværelse. Foto: Colourbox

Hotelophold er populære blandt danskerne. Sidste år overnattede 52 procent af os på hotel i forbindelse med en ferierejse på mere end fire overnatninger i udlandet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Er du blandt dem, som booker hotel til sommerferien, så har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbruger Europa sammen præsenteret tre gode råd til, hvordan man undgår problemer med booking af hoteller.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hold øje med endelige pris
Når du bestiller hotelopholdet, er der særlig god grund til at være opmærksom på den endelige pris, oplyser styrelsen.

- Når du bestiller eksempelvis hotel og fly, skal det tydeligt fremgå, hvis der kommer gebyrer eller andre ekstraudgifter oven i prisen. Opdager du, at der er trukket flere penge end aftalt, så kontakt straks virksomheden, du har booket hotellet hos, siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa, i pressemeddelelsen.

I en sag fra Forbruger Europan havde en forbruger booket et hotelværelse til 1.720 kroner via en bookingside.

Se også: Booking.com annullerer Mai-Britts sommerhus: Koster 8.000 kroner

Da forbrugeren modtog ordrebekræftelsen, opdagede hun imidlertid, at der var kommet et servicegebyr og et administrationsgebyr oven i prisen, så den samlede pris nu pludselig var helt oppe omkring 5.500 kroner.

Forbrugeren afbestilte derfor bookingen få minutter senere, hvorefter hun blev opkrævet et afbestillingsgebyr på omkring 1.800 kroner.

I den konkrete sag hjalp Forbruger Europa forbrugeren med at få afbestillingsgebyret refunderet.

Kend reglerne
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anbefaler desuden, at man sørger for at læse op på reglerne for fortrydelse og afbestilling. Du kan nemlig ikke være sikker på at få dine penge retur.

- Normalt har du en lovpligtig fortrydelsesret ved køb på nettet, men det gælder ikke for bestilling af hotelophold. Du har derfor ikke automatisk ret til få dine penge retur, hvis du fortryder bestillingen eller opdager, at du har lavet en fejl i din booking, siger Susanne Aamann, forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Se også: Kør-selv-ferie sydpå? Her er tre af de mærkeligste p-regler i Europa

- Det vil kun være en mulighed, hvis det ved bestillingen er aftalt, at du kan afbestille opholdet, siger hun.

Har du bestilt hotelopholdet som en del af en pakkerejse, gælder der andre regler.

- Hvis du har købt pakkerejsen hos et rejsebureau i EU, Norge eller Island, vil du kunne afbestille den mod et gebyr. Tjek de nærmere vilkår i rejsebureauets afbestillingsregler, siger Susanne Aamann.

Klag med det samme
Det tredje råd handler om, at du skal være hurtig til at reagere, hvis der er problemer.

Svarer hotellet ikke til det, du blev lovet i beskrivelsen på hotellets hjemmeside, eller er der mangler ved hotelværelset, er det vigtigt, at du klager, mens du er på rejsen.

- Er hotelværelset eller rengøringen mangelfuld, eller er der andre gener, f.eks. meget støj, er det afgørende, at du klager med det samme, så hotel eller rejsearrangør har mulighed for at løse problemet. Ellers kan du få svært ved at få ret, hvis det ender i en klagesag, siger Lars Arent.

- Har du bestilt hotelopholdet som led i en pakkerejse, er det rejsebureauet, du skal kontakte. Har du bestilt hotelopholdet via en bookingportal, er det en god idé at klage til både hotel og bookingportal, siger han.

Se også: Tænk dig om før du deler feriebilleder på Facebook

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere