Har du husket at forny det? Dit sygesikringskort udløber lige om lidt

Et stort antal danskere har et EU-sygesikringskort, der udløber i 2019

Det er en god idé at have styr på dine kort og forsikringer, inden du tager på ferie. Det kan blive meget dyrt ellers. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Det er en god idé at have styr på dine kort og forsikringer, inden du tager på ferie. Det kan blive meget dyrt ellers. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

Er du en af de danskere, der er så heldig, at der allerede er booket ski- eller solferie til næste år, så skal du også huske at tjekke, om du har styr på dine forsikringer.

Et stort antal danskere har nemlig et EU-sygesikringskort, der udløber i 2019.

Tjek udløbsdatoen
Alle danskere blev i 2014 omfattet af EU-sygesikringskortet, populært kaldt 'Det blå kort'.

Mange var dengang hurtige til at få kortet i hus, og det betyder, at varigheden på fem år er ved at rinde ud. Så har man planlagt en ferie på den anden side af nytår, skal man huske at tjekke kortets udløbsdato, lyder rådet det fra Udbetaling Danmark, der udsteder kortet.

- Leveringstiden på kortet er to til tre uger, så har man aktuelle rejseplaner, er det en god ide at bestille kortet i god tid til hele familien, siger Lise Schou Hansen, centerdirektør i Udbetaling Danmark i en pressemeddelelse.

Det blå kort skal med i tasken, hvis man rejser inden for EU samt til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.

Udbetaling Danmark anbefaler dog, at man sætter sig ind i reglerne i de lande, man rejser til, så man kan tage stilling til sit behov for en privat rejseforsikring.

- Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Man kan derfor opleve at skulle betale hele eller dele af behandlingen selv, hvis man ikke har en privat rejseforsikring oveni. Man skal også være opmærksom på, at kortet ikke dækker hjemtransport, siger Lise Schou Hansen.

Se også: Skal du på skiferie? Et brækket ben kan koste dig en kvart million

Her dækker Det blå sygesikringskort ikke
Og derfor er det måske særligt som skiløber ekstra vigtigt at tjekke sine egne forsikringer på forhånd.

Cirka hver 10. skiløber kommer til skade på ferien, og mange tror fejlagtigt, at de er fuldt dækket af Det blå sygesikringskort, men kortet dækker altså ikke behandling på privathospitaler og klinikker, og som nævnt - ej heller speciel hjemtransport med ambulancefly.

Det blå sygesikringskort kan fornys på borger.dk, og man får et midlertidigt bevis i sin eboks, mens man venter på at få det rigtige kort tilsendt.

Man kan forny kortet når som helst - både før og efter udløbsdatoen.

Se også: Sådan undgår du skader på skiferien

Fakta om Det blå kort

  • Cirka 4 mio. danskere har et EU-sygesikringskort. Cirka 2 mio. kort udløber i 2019.
  • Udbetaling Danmark har siden 2014 stået for at udstede EU-sygesikringskortet.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed samt regionerne står for refusion til borgere, der har lagt ud for deres behandling i udlandet og opfylder betingelserne for refusion.
  • EU-sygesikringskortet giver ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Kortet dækker ikke hjemtransport.
  • Børn skal have deres eget kort.
  • Skal du på skiferie, så vær sikker på, din forsikring dækker skiløb, og hvis du er impliceret i et uheld, hvor en anden skiløber kommer galt afsted, og du bærer ansvaret, kan du risikere at skulle betale en stor erstatning. Tjek derfor også altid, om du har en ansvarsdækning i din indboforsikring eller rejseforsikring.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere