Har du planlagt ferie under lockouten? Sådan er dine rettigheder

Der er en storkonflikt og eventuel strejke på vej, og det kan give problemer for danskere, der har planlagt ferie i perioden

Mange skal afholde deres restferie, inden det nye ferieår starter 1. maj. Men hvis der bliver lockout, bliver ferien suspenderet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Mange skal afholde deres restferie, inden det nye ferieår starter 1. maj. Men hvis der bliver lockout, bliver ferien suspenderet. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Hvis lockouten rammer som planlagt den 10. april, og du er en af de danskere, der har bestilt ferie i perioden, er det surt, for du har rent faktisk ingen særlige rettigheder for afbestilling.

Det oplyste Danmarks Rejsebureau Forening tirsdag sine medlemmer om i en ti sider lang redegørelse.

Det skriver Standby.dk, der fået en indsigt i den detaljerede redegørelse.

Danmarks Rejsebureau Forening konkluderer dermed, at danskere, der har købt ferie, men som følge af en lockout eller strejke ikke kan rejse afsted på denne ferie, ikke har mulighed for at afbestille.

- Rejsebureauets almindelige afbestillingsregler vil som udgangspunkt være gældende. Rejsebureauer er ikke forpligtede til at refundere indbetalte beløb eller lade kunden ophæve aftalen om rejsen, udover hvad der fremgår af rejsebureauets almindelige betingelser, eller som er særskilt oplyst om afbestilling af den konkrete rejse, skriver DRF i redegørelsen ifølge Standby.dk.

Der er dog muligheder, hvorpå rejsebureauer bliver nødt til at punge op, hvis den eventuelle konflikt kommer, skriver det danske medie.

Det gør sig gældende, hvis rejsebureauers underleverandører - for eksempel flyselskaberne - bliver påvirket af strejken, hvilket kan medføre pligter for rejsebureauet, som skal få sine kunder afsted på anden vis eller kompensere for en eventuel aflyst rejse.

Se også: Piloter til Ryanair-chef: 'Du er uden for rækkevidde'

Claus og kæresten vil miste 20.000 kroner
En af de danskere, der vil gå glip af en ferie, hvis lockouten kommer, er Claus Larsens kæreste, der arbejder som rengøringsassistent på et hospital i hovedstadsområdet, og som i maj sidste år fik godkendt at afholde sin restferie fra ferieåret 2016/2017 fra 11. april til 27. april 2018.

Parret betalte derfor 20.000 for en rejse til Thailand, som nu risikerer at gå til spilde på grund af lockouten:

- Pengene hænger sgu ikke på træerne her, så vi plejer normalt at tage på ferie i en lille båd, jeg har, i Danmark om sommeren, fordi det er billigt. Jeg vil tro, at det har taget os to år at spare op til den rejse, der nu kan være totalt spildt. Det er et voldsomt indgreb i den personlige frihed. Tyveri, sagde Claus Larsen i sidste uge, da Ekstra Bladet talte med ham.

I den forbindelse talte Ekstra Bladet med chefjurist Bettie Trier Petersen, som fortalte, at der er ikke noget at komme efter:

- Reglerne er sådan i ferieloven, at ved strejke eller lockout suspenderes al ferie. Det har vi intet at gøre med hos FOA. Men det betyder, at man som arbejdstager skal være til rådighed for arbejdsgiveren lige så snart, at en strejke eller lockout ophører, ellers kan arbejdsgiveren derfor fyre vedkommende.

Se også: Er flyet aflyst eller forsinket? Så meget kan du få i erstatning

Disse forsikringer dækker ekstraordinært
På trods af rejseforsikringerne ikke er forpligtet til dække under lockouten, har flere rejseforsikringer dog besluttet sig for ekstraordinært at dække ved strejke alligevel.

Det skriver Standby, der har talt med henholdsvis Europæiske ERV og Gouda:

- Som noget særligt har vi nu udvidet dækningen til også at gælde ved strejke, oplyser Gouda Rejseforsikrings nordiske direktør, Dan Kjølhede Laursen, der påpeger, at disse krav skal være opfyldt:

- Man kan afbestille sin ferierejse og få dækning med henvisning til strejke eller lockout, hvis afrejsen er planlagt til at finde sted, når strejken eller lockouten er trådt i kraft og indtil tre måneder herefter, og man har købt ferierejsen og forsikringen før strejken eller lockouten blev varslet, altså før 7. marts 2018.

Stort set samme melding lyder fra Europæiske ERV:

- Europæiske ERV’s afbestillingsforsikring dækker som standard i tilfælde af lockout, men vi har også ekstraordinært besluttet at dække din rejse, hvis en strejke bliver en realitet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2018. Det betyder, at hvis man ikke kan rejse som følge af strejke eller lockout, så dækker afbestillingsforsikringen det beløb, kunden måtte miste i forbindelse med annullering af rejsen - dog kun op til den maksimale dækningssum på afbestillingsforsikringen, lyder det for forsikringsselskabet til Standby.dk.

Udover Europæiske ERV og Gouda har også ALKA tidligere været ude og sige, at de ekstraordinært dækker under strejke. Forsikringsselskabet Alm. Brand har dog afvist over for Ritzau, at de vil dække rejsendes tab under en eventuel lockout.

Se også: Ryanair-chef advarer om risiko for påske-strejker: 'Vi bukker ikke under for latterlige krav'

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere