Her er det blevet billigere at rejse til

To af vores nordiske naboer er i øjeblikket markant billigere at rejse til for danske turister

Det er bl.a. blevet billigere at besøge Norge sammenlignet med samme periode sidste år. Arkivfoto: Colourbox
Det er bl.a. blevet billigere at besøge Norge sammenlignet med samme periode sidste år. Arkivfoto: Colourbox

Norge er notorisk kendt for sine skyhøje priser på alt fra bananer til fadbamser, men i år er det ikke helt så hårdt for ferieopsparingen at bruge en del af sommeren i landet.

Ifølge en valuta- og prisanalyse fra Spar Nord er det blevet 10 procent billigere at besøge landet sammenlignet med sidste år, da den norske krone i øjeblikket er svækket med omkring 11,3 procent.

Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Spar Nord har gennemgået prisudviklingen i 30 forskellige lande både i og uden for Europa, og Norge topper listen, hvis man kun kigger på lande, som de danske myndighederne accepterer udrejse til.

Norge er dog ikke ene om at være blevet et billigere rejsemål i Norden. Også den islandske kroná er ifølge analysen svækket, og for danskerne betyder det, at et besøg på nuværende tidspunkt er 6,4 procent billigere end på samme tid sidste år.

Se også: Her vil folk køre autocamper i år

Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm peger på, at coronakrisen med stor sandsynlighed spiller en rolle i begge prisfald.

- I Norge skyldes den svækkede valuta i høj grad oliepriserne, som på grund af coronakrisen har oplevet et dramatisk fald, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- I Island skyldes svækkelsen formentlig dels, at coronakrisen vil stoppe en væsentlig valutaindstrømning fra turister, og dels at kreditvurderingsinstituttet Standard and Poors i april nedjusterede kreditvurderingen af tre islandske banker.

Det største prisfald skal man dog rejse længere ud i verden for at få. Brasilien topper således Spar Nords liste med en ændring på 26,6 procent. Vil man holde sig til lande, der er blåstemplet af de danske myndigheder, men lidt længere væk end Norge og Island, springer Tjekkiet og Kroatien i øjnene.

Begge steder er det ifølge analysen blevet cirka to procent billigere at opholde sig.

Se også: Ørkenstat åbner for udenlandske turister

19 kommentarer
Vis kommentarer