Her er verdens dyreste byer i 2020

Tre asiatiske millionbyer tager førertrøjen som verdens dyreste at leve i

Osaka i Japan er kommet op i top tre over  dyreste leveomkostninger i verden. Billedet er fra en gade i byens kendte forlystelseskvarter Dotonbori. I denne tid er der ikke mange mennesker på grund af coronavirus. Foto: Edgard Garrido / Reuters
Osaka i Japan er kommet op i top tre over dyreste leveomkostninger i verden. Billedet er fra en gade i byens kendte forlystelseskvarter Dotonbori. I denne tid er der ikke mange mennesker på grund af coronavirus. Foto: Edgard Garrido / Reuters

Når vi engang kan tage ud og rejse igen, så er det meget godt at vide, hvor meget man kan få for pengene.

Det kan muligvis se helt anderledes ud til næste år, men dette års liste over verdens dyreste byer giver en klar føring til tre asiatiske millionbyer.

Det viser The Economists og Intelligence Units årlige opgørelse over leveomkostninger i verdens storbyer.

I år er det Osaka i Japan, som har erstattet Paris, som sidste år lå på en tredjeplads.

Hong Kong og Singapore ligger også i toppen. De tre byer deler dermed alle en førsteplads.

Se også: Er dette verdens smukkeste lufthavn?

Nordamerikanske byer stiger hurtigst
Undersøgelsen viser, at de asiatiske handelscentre fortsat er de dyreste steder at handle almindelige varer til husholdningen.

Men resultaterne fra 2019 til 2020 viser også, at der hvor priserne stiger mest blandt andet er i nordamerikanske byer.

Boston er den by i Nordamerika, som er gået flest pladser frem fra 51. pladsen i 2019 til 33. pladsen i 2020. Dette skyldes en hurtigt voksende befolkning, som skruer op for efterspørgslen.

Leveomkostningerne i Atlanta er også steget. Byen er gået fra 76. pladsen til 63. pladsen. Her er et stærkt jobmarked og stigende boligpriser med til at få leveomkostningerne til at stige.

Istanbul er dog den by i verden, som har rykket sig mest. 24 pladser. Dette skyldes en valutakrise i landet i 2018, som fik landet til at falde 48. pladser. På grund af en voldsom inflation er leveomkostningerne derfor steget meget det sidste år.

Se også: Her er topdestinationen i verden

Europæiske byer falder mest
I gennemsnit er det de europæiske storbyer, der falder mest på indekset. Således havde København sidste år en 7. plads, men er i år faldet til en 11. plads.

Ifølge undersøgelsen skyldes dette blandt andet, at euroen er svækket overfor dollaren. Dette skyldes delvist den svage vækst i EU-landene, som blandt andet er påvirket af USA og Kinas handelskrig.

Dette har især påvirket eksporten i Tyskland, hvilket giver ringe i vandet og har medført, at alle EU-landene er faldet i indekset.

Paris er gået fra en tredjeplads til en femteplads. Men den by, som er faldet mest på verdensplan, er hovedstaden i Bulgarien, Sofia, som er gået fra en 92. plads i 2019 til en 106. plads i 2020.

Se også: Bulgarien - meget mere end druk ved Sunny Beach

Verdens dyreste og billigste byer

Top 10 over de dyreste byer

1. Singapore, Singapore

1. Hong Kong, Kina

1. Osaka, Japan

4. New York, USA

5. Paris, Frankrig

5. Zürich, Schweiz

7. Tel Aviv, Israel

8. Los Angeles, USA

8. Tokyo, Japan

10. Geneve, Schweiz

 

Top 10 over de billigste byer

133. Damaskus, Syrien

132. Tasjkent, Uzbekistan

131. Almaty, Kazakstan

130. Buenos Aires, Argentina

129. Karachi, Pakistan

128. Caracas, Venezuela

127. Lusaka, Zambia

126. Chennai, Indien

125. Bangalore, Indien

124. New Delhi, Indien

Indekset er baseret på 133 hovedstæder og finansielle centre. The Economist og Intelligence Unit har undersøgt og sammenlignet priser på 160 produkter og service, som blandt andet inkluderer husleje, mad, drikke, tøj og transport.

3 kommentarer
Vis kommentarer