Det er næsten ligesom Tivoli eller BonBon-land, men der er bare én virkelig stor forskel.
I den nye 'spamusement park' i den japanske by Beppu – som især er kendt for sine varme kilder – skal gæsterne sidde i en spa, der udgør vognen i rutsjebanen.
Forlystelsesparken eksisterer endnu ikke, men den kan blive til virkelighed.
Det er byens borgmester, der på de sociale medier har opfordret folk til at like en Youtube-video, og hvis videoen får over én million visninger, så vil han bygge den vilde og usædvanlige park.
Det skriver Mashable.
1,8 millioner visninger
Hvordan det helt praktisk skal foregå, når du skal sidde i et lille spabad i et håndklæde, mens du bliver kørt rundt i rutsjebanen i høj fart, vides endnu ikke.
Dog er det allerede klart, at borgmesteren nok bliver nødt til at holde sit ord.
På bare syv dage fik videoen over 1,8 millioner visninger – og ifølge borgmesterens Facebook ramte den én million på bare fire dage.
Ifølge en erklæring, udsendt fra borgmesterens kontor, så er det planen at bygge forlystelsesparken, men det vides endnu ikke, hvornår den vil stå færdig.
Borgmesteren har dog bedt folk om at begynde at indsende ideer til, hvilke slags forlystelser de drømmer om, at parken skal indeholde.
Måske er det værd først at finde ud af, om folk overhovedet kan beholde håndklædet på i de vilde attraktioner?