Her får du en bøde for at sidde på trappen

Det er nu også ulovligt at sidde på den spanske trappe i Rom

Mange besøgende tager sig et hvil på Den Spanske Trappe. Det udløser nu en bøde. Foto: Colourbox
Mange besøgende tager sig et hvil på Den Spanske Trappe. Det udløser nu en bøde. Foto: Colourbox

En trappe kan bruges til meget andet end blot at gå op og ned ad. Den Spanske Trappe i Rom er ingen undtagelse. Den er både blevet brugt til modeshows, filmoptagelser samt siddeplads for tusindvis af turister, der hvert år besøger seværdigheden.

Men det er ikke længere tilladt for turister at sidde på den ikoniske trappe, der fører fra pladsen Piazza di Spagna til kirken Trinita dei Monti. Det skriver Lonely Planet.

Trappen, som stod færdig i 1726, er en af de mest fotograferede seværdigheder i Rom. Det kan tydeligt ses på trappen, der i 2016 gennemgik en større renovering. Monumentet havde taget skade efter mange års slid. Trappen var smurt ind i tyggegummi, cigaretskodder samt kaffe- og vinpletter. Projektet kostede 1,5 millioner euro.

Se også: Venedigs tossede turistregler: Forbudt at sidde ned og cykle

I starten af sommeren vedtog myndighederne i Italien, at man ikke længere må 'hænge ud' på historiske monumenter i Rom. Men det var først tirsdag i denne uge, at myndighederne begyndte at håndhæve reglerne.

Ifølge AFP begyndte politiet at beordre de mange siddende turister væk ved at fløjte. De nye regler forbyder også turister at skubbe rullekufferter og klapvogne op ad trappen. Hvis man ikke overholder reglerne, kan man få en bøde på op til 400 euro, hvad der svarer til 3000 kroner.

Nye regler i Italien
På grund af masseturisme har italienerne set sig nødsaget til at indføre nye regler. Reglerne sigter mod at motivere gæsterne til at respektere deres omgivelser.

Reglerne er også introduceret i Firenze og Venedig. De skal forebygge turisters dårlige opførsel, som for eksempel at bade i springvand, spise, drikke eller klatre på monumenter eller gå gennem byerne i badetøj eller uden skjorte.

Se også: Kør-selv-ferie sydpå? Her er tre af de mærkeligste p-regler i Europa

Der er også indført regler for, hvordan man skal drikke af de mange fontæner, kendt som nasoni. Myndighederne finder det ikke acceptabelt, hvis den tørstiges mund rører hanen, i stedet skal man bruge sine hænder eller en kop.

Italien er ifølge Eurostat det tredje mest besøgte land i Europa. I 2017 havde landet 210 millioner udenlandske overnatninger.

49 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere