Det er svært ikke at blive en smule misundelig.
Mens vintermørket hænger tungt over Europa og alting er lukket ned, så er coronavirus banket helt i bund i Australien, hvor det tilmed er sommer.
Onsdag registrerede landet sin tiende dage i træk uden lokal smittespredning.
Det skriver Reuters.
På Twitter glæder sundhedsminister Greg Hunt sig over den positive udvikling. Han noterer sig samtidig, at resultatet falder sammen med en anden og mere kedelig milepæl, nemlig at verden som hele har rundet 100 millioner smittede.
Artiklen fortsætter under opslaget …
Seychellerne åbner grænser for alle med vaccinepas
Lukkede grænser
På fredag kan indbyggerne i New South Wales, der er Australiens mest folkerige stat og hjemsted for storbyen Sydney, se frem til lempede restriktioner.
Således vil der her blive skruet ned på kravene til at bære ansigtsmaske, og til hvor mange man må samles ved fester, bryllupper, begravelser og lignende sammenkomster.
Det er ellers tiltag som disse - samt stram grænsekontrol - der har gjort, at smitten er kommet under kontrol i Australien, hvor man også har fordel af, at det lige nu er sommer på den sydlige halvkugle.
Den positive udvikling til trods skal danskere ikke sætte næsen højt efter at rejse til Australien i år. Landet forventer fortsat at føre en stram grænsekontrol, om end der er snak om rejsekorridorer til udvalgte nabolande i Stillehavet.
Også i New Zealand er situationen under kontrol. Her er der gået tre dage siden det seneste lokale smittetilfælde, skriver Reuters.