Her kan du rejse gratis med færge i ferien

53 færger har tilmeldt sig regeringens sommerpakke

Der er gratis færgeafgange i juli, august og september. Foto: Joachim Ladefoged
Der er gratis færgeafgange i juli, august og september. Foto: Joachim Ladefoged

Der bliver rig mulighed for at opleve Danmark til havs denne sommer.

Regeringen gentager nemlig sidste års succes med gratis færgebilletter til gående, cyklister og biler med handicapparkeringskort.

Ikke færre end 53 færger har tilmeldt sig dette års sommerpakke.

- Det er rigtig gode nyheder til de mange, som ønsker at bruge ferien herhjemme, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig over, at så mange operatører og selskaber har haft lyst til at være med igen i år og give os alle mulighed for at få nogle gode ferieoplevelser, hvad enten det er i højsommeren eller det tidlige efterår.

Her får du overblikket
Til forskel fra i 2020 har de enkelte færgeforbindelser og småøer i år selv fået lov at bestemme, hvilke afgange der skal være gratis. Et af kravene fra regeringen var, at der samlet set skulle være gratis ture på 30 hele dage i løbet af de tre måneder.

- Jeg hæfter mig ved, at færgeselskaberne har gjort godt brug af muligheden for selv at tilrettelægge gratisbilletterne, siger Benny Engelbrecht.

- Det er vigtigt, for så kan man fastholde balancen mellem at kunne medtage både fastboende og turister henover hele sommeren. På den måde bliver det muligt for endnu flere at kunne rejse gratis med vores færger - også uden for skolernes sommerferie.

Du kan få overblik over de mange gratis færgeruter ved at trykke på dette link, hvor der også er datoer for afgange.