Her kommer udenlandske turister først ind i 2021

I Sydafrika forventer man ikke at åbne for udenlandske turister før februar 2021

I Sydafrika forventer de ikke, at udenlandske turister kan komme til landet før februar 2021 på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Jon Gambrell/Ritzau Scanpix
I Sydafrika forventer de ikke, at udenlandske turister kan komme til landet før februar 2021 på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Jon Gambrell/Ritzau Scanpix

Den globale turisme er i knæ, og der er stor usikkerhed om, hvor man kan rejse hen og hvornår. Fra Udenrigsministeriets side frarådes rejser til størstedelen af verdens lande frem til og med august. Nu melder Sydafrika ud, at de ikke forventer, at udenlandske turister kommer til landet før februar 2021.

Det skriver Evening Standard.

Havde du planer om at skulle besøge eksempelvis Kruger National Park for at se på dyr, så kan du altså godt pakke den idé væk for nuværende.

Det er Sydafrikas departement for turisme, som i en briefing forudser, at udenlandsk turisme ikke vil vende tilbage før februar 2021.

- Baseret på Covid-19-epidemiens forventede udvikling vil den første fase af genrejsningen for branchen blive drevet af indenrigsturisme, efterfulgt af regional turisme og international turisme næste år, siger Mmamoloko Kubayi-Ngubane, turistminister i Sydafrika, i en offentliggørelse ifølge Evening Standard.

Se også: Du må godt rejse derhen: Nu kan du flyve rekordbilligt til denne destination

- Vanskelige måneder
Hvert år besøger over ti millioner turister ifølge Berlingske Sydafrika, og derfor har det ramt landet meget hårdt, at der for tiden er lukket ned for turister. Tilsammen står rejse- og turistsektoren for ni procent af BNP, ligesom fem procent af arbejdsstyrken er direkte beskæftigede i turisterhverv.

- De sidste to måneder med lockdown har været vanskelige for turistsektoren. Vi fortsatte med at se mange virksomheder i sektoren kæmpe for overlevelse, og vores forudsigelser viste, at næsten 600.000 job var i fare, hvis ikke sektoren kommer i drift i september 2020, siger Mmamoloko Kubayi-Ngubane ifølge Evening Standard.

- Denne virkelighed førte til, at både regeringen og den private sektor arbejdede sammen for at få sektoren tilbage i drift. Når vi åbner sektoren, er vi derfor overbeviste om, at der er truffet foranstaltninger til at beskytte vores ansatte, leverandører, turister og alle dem, der er involveret i sektoren, siger han.

Se også: Aflyste rundrejsen: Ville ikke besøge salgsboder

62 kommentarer
Vis kommentarer