Holland udsteder sit første kønsneutrale pas

57-årige Leonne Zeegers, som hverken identificerer sig som mand eller kvinde, er indehaveren af landets første kønsneutrale pas

Holland - også kaldet Nederlandene - har udstedt landets første kønsneutrale pas. Foto: Colourbox
Holland - også kaldet Nederlandene - har udstedt landets første kønsneutrale pas. Foto: Colourbox

Det skabte stor opmærksom herhjemme i Danmark og fik virkelig sindene hos meningsdannere i kog, da vores svenske naboer for et par år tilbage indførte den kønsneutrale betegnelse 'hen', som kan bruges af folk, der ikke identificerer sig selv med et specifikt køn.

Nu har endnu et europæisk land dog bevæget sig langsomt hen mod en accept af kønsneutrale tiltag, for Holland har for nyligt udstedt landets første kønsneutrale pas.

Det skriver BBC.

Ifølge det britiske medie hedder indehaveren af passet Leonne Zeegers og er 57 år gammel. Passet har - i stedet for bogstavet V for vrouw (kvinde, red.) eller bogstavet M for man (mand) - bogstavet X.

Leonne Zeegers er efter sigende opvokset som en dreng, men i 2001 valgte Zeegers at få en kønsskifteoperation for at blive en kvinde, men identificerer nu sig selv som intetkøn, hvor kønsbestemmelsen er vanskelig at konstatere.

Se også: 'Det seneste statussymbol': Her er passet for de rige

Krænkelse af selvbestemmelsen
Leonne Zeegers havde i første omgang fået nægtet et kønsneutralt pas og gik derfor rettens vej, hvilket viste sig at være kampen værd, da en hollandsk ret i sidste uge dømte til Zeegers fordel.

Retten udtalte ifølge BBC, at det ville være en 'krænkelse af privatlivet, selvbestemmelsen og selvstændigheden' at nægte Leonne Zeegers at identificere sig selv som kønsneutral.

Ifølge det britiske medie identificerer omkring fire procent af hollænderne sig som hverken mand eller kvinde, men på trods af den seneste dom skal anmodningen om et kønsneutralt pas fortsat vurderes af retten fra gang til gang.

I flere andre europæiske lande - deriblandt Danmark - er det ellers muligt blot at sætte et kryds ved 'kønsneutral', når man ansøger om nyt pas.

Udover Danmark er denne mulighed tilgængelig i lande som Australien, Argentina, Canada, Indien, Malta, Nepal, New Zealand og Pakistan.

En talsmand for de hollandske LGBT-grupper fortæller til BBC, at de vil arbejde for, at lovgivningen i Holland bliver ændret, således at det bliver nemmere for folk at få fingrene i et kønsneutralt pas.

Se også: 'Kvinde, mand, bøsse': Hotel beskyldt for homofobi

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere