Hotel anklaget for jødehad: 'Gå i bad, inden du hopper i poolen!'

En schweizisk hotelejer er landet i et regulært racistisk stormvejr, efter hun specifikt udpegede jøder på et skilt ved poolen

Her er skiltet, som har fået en schweizisk hotelejer til at blive anklaget for jødehad. Foto: Privatfoto
Her er skiltet, som har fået en schweizisk hotelejer til at blive anklaget for jødehad. Foto: Privatfoto

- Til alle vores jødiske gæster. Vær sød at vaske jer, før I svømmer. Hvis du bryder reglerne, er jeg tvunget til at forbyde dig adgang i poolen. Tak for din forståelse.

Sådan lyder beskeden på et skilt, som hotelejer Ruth Thomann forleden hang op på hotellet Paradies Arosa i det østlige Schweiz.

En besked, som efterfølgende har sat gang i en lavine af anklager om jødehad, skriver adskillige medier heriblandt nyhedsbureauet AP.

- Ulækkert og utilstedeligt!, skriver en Twitter-bruger.

- Jødiske gæster, brug jeres penge et andet sted, skriver en anden.

Ruth Thomann indrømmer selv, at hun har lavet en kæmpe brøler, men at hun på ingen måde er anti-semitisk. Ifølge Washington Post udtalte hun tirsdag, at hun burde have skrevet 'alle gæster' i stedet for at udpege jøder.

- Jeg skrev noget naivt på den plakat, sagde hun.

Til den schweiziske avis Blick er hun citeret for at sige, at der i øjeblikket er mange jødiske gæster på hotellet, og at andre gæster havde klaget over, at de ikke vaskede sig, inden de hoppede i poolen.

Mor advarer mod populær ferie-trend: Syv-årige Theo kan være arret for livet

Israelske politikere er rasende
Ifølge AP har rasende folk nu krævet, at hotellet bliver lukket. Også den israelske viceudenrigsminister Tzipi Hotovely er oppe i det røde felt over hændelsen og udtaler på Twitter, at hun kræver 'retfærdighed' i sagen.

Israels tidligere udenrigsminister Tzipi Livni er ligeledes rasende over skiltet, som hun har delt et billede af på Twitter med blandt andet ordlyden:

- Der må ikke være et sted i den frie verden, hvor der er plads til nazistiske flag, Ku Klux Klan-masker eller ulækre skilte på hoteller mod jøder. Vi kan ikke tillade, at hadefulde handlinger mod jøder rundt omkring i verden bliver normen.

Den schweiziske interesseorganisation for det jødiske samfund, SIG, afdæmper dog hændelsen, som de kalder en 'eklatant fejl':

- Det er en person, der virkelig ikke tænkte sig om. Det er vigtigt, vi forholder os rolige. Det, der skete, var ikke godt. Jeg ønsker ikke at tale problemet ned, men det er vigtigt, at vi forholder os roligt, udtaler Jonathan Kreutner fra SIG.

Den schweiziske udenrigsminister har angiveligt været i kontakt med den israelske ambassadør, hvor det er blevet gjort klart, at landet fordømmer racisme, anti-semitisme og alle former for diskrimination.

Ung far skulle til London: Endte i Las Vegas