Hvor mange kan der være i den her campingvogn

Ferie For Alle: En af markedets mindste campingvogne bliver præsenteret på Skandinaviens største feriemesse i Herning

Hvor mange personer kan der være i denne lille krabat af en campingvogn? Video: Anita Graversen

Hvor mange personer tror du lige, at der kan være i denne lille campingvogn fra Adria?

Campingvognen er en af markedets allermindste modeller - og svaret får du længere nede i artiklen.

Den lille krabat har verdenspremiere på den store 'Ferie For Alle' messe i Herning i denne weekend.

I titusindvis af gæster strømmer for øjeblikket til Skandinaviens største feriemesse for at drømme om nyt udstyr og få ideer til kommende ferie-oplevelser.

Sidste år havde messen omkring 58.000 gæster.

Lille og mobil
Adria Action 391 LH hedder campingvognen, som kun har en egenvægt på 1.000 kilo og en udvendig længde på kun 5,97 meter.

Trenden er i disse år mindre campingvogne, som er mere mobile.

- Det her er en egoistvogn. Køberne af denne campingvogn er typisk fra 50 år og op. De har typisk været fastliggere på en campingplads i en årrække.

- Nu vil de ud at opleve noget og være i stand at komme hurtigt omkring. Vi mærker tydeligt, at folks eventyrlyst vokser i disse år, fortæller Martin Kolst, der er salgschef hos Adria.

Annette og Kurt Rigelsen fra Marslev inspicerer den lille krabat. Foto: Anita Graversen
Annette og Kurt Rigelsen fra Marslev inspicerer den lille krabat. Foto: Anita Graversen
 

Ud i naturen
Campisterne er ifølge salgschefen typiske outdoor mennesker, som vil i tæt kontakt med naturen, men som alligevel er blevet for magelige til at sove i telt.

- De vil stadig have komforten med sig, og derfor har vi også udstyret denne nye model med et forbedret køleskab, garderobe og bedre opbevaring, fortæller saslgschefen.

Den lille campingvogn koster omkring 140.000 kroner - men så følger der også eget lokum med - mest til personer med smalle røvballer.

Først om tyve år
Annette og Kurt Rigelsen fra Marslev på Fyn var også en tur inde i den lille actionhelt 391 LH.

- Den er godt nok handy, og der er overraskende meget gulvplads. Men det er ikke lige nu, at vi skal have så lille en campingvogn. Vi skal lige være tyve år ældre. Vi plejer at tage af sted i tre uger ad gangen, og så har vi brug for mere plads. Vi gider ikke at rede seng for at kunne spise morgenmad, lyder det fra det fynske ægtepar.

Der kunne med lidt godt vilje være 25 personer af alle størrelser og kalibre i campingvognen. Så var toilettet dog også taget i brug...

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere