Ikonisk strand til salg for 11 kr.

En kyststrækning ved Dovers hvide klipper i Storbritannien skal have ny ejer

Dovers hvide klipper betragtes som en af Storbritanniens største naturskatte. Foto: Peter Mason/Unsplash
Dovers hvide klipper betragtes som en af Storbritanniens største naturskatte. Foto: Peter Mason/Unsplash

De hvide klipper i Dover er en stor attraktion på Englands sydøstlige kyst mod Frankrig.

Klipperne, der strækker sig over 13 kilometer ved den engelske kanal, blev et nationalsymbol under Anden Verdenskrig, hvor de udgjorde det første syn af land for de britiske tropper, der blev evakueret i Dunkirk.

Nu skal et 75.000 kvadratmeter stort stykke af kyststrækningen have ny ejer.

Det er nemlig sat til salg af auktionshuset Lambert Smith Hampton, og startprisen bør ikke være noget, der skræmmer.

Den lyder nemlig på beskedne 1,8 dollar. Det svarer til 11 kroner.

Det skriver The Times.

Nem sejltur
Der er ikke tale om en blød og lækker sandstrand, som dem man eksempelvis kender fra badebyer som Brighton og Bournemouth.

Stranden er fyldt med småsten, og når tidevandet slår ind og er på sit højeste, ligger hele området under vand.

Det er det britiske forsvarsministerium, der ejer strækningen, der tilbage i 1856 blev brugt som skydebane af Royal Marines.

Men nu skal den altså sælges. Og om ikke andet kan vinderen af auktionen glæde sig over en sejldistance på blot 35 kilometer mellem Frankrig og Storbritannien.