Influenza-fyldt sikkerhedskontrol: Så klamme er bakkerne i lufthavnen

Bakkerne til håndbagagen i sikkerhedskontrollen indeholder flere sygdomsfremkaldende bakterier end lufthavnstoiletterne

Ifølge en ny undersøgelse i Helsinki Lufthavn er bakkerne i sikkerhedskontrollen fyldt med smittende virusser. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Ifølge en ny undersøgelse i Helsinki Lufthavn er bakkerne i sikkerhedskontrollen fyldt med smittende virusser. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Når man skal ud og flyve, er man i den grad i risikozonen for at blive smittet med alverdens sygdomme, fordi man kommer i tæt kontakt med hundredvis af fremmede mennesker og deres mange bakterier. Men der er ét sted på rejsen, hvor du bør passe ekstra godt på: I sikkerhedskontrollen.

Ifølge en ny undersøgelse indeholder bakkerne til håndbagagen nemlig flere virusser og sygdomsfremkaldende bakterier end lufthavnstoiletterne.

Det skriver The Sun.

Undersøgelsen er foretaget af infektions-eksperter fra University of Nottingham i Storbritannien samt den finske myndighed National Institute for Health and Welfare, og foregik således, at forskerne i 2016 testede forskellige overflader, som ofte bliver berørt af rejsende, i Helsinki-Vantaa Lufthavn.

Resultaterne viste, at der var virusser på 10 procent af alle overflader, som eksperterne undersøgte, samt at plastikbakkerne i sikkerhedskontrollen var særdeles bakteriefyldte og havde høj risiko for at videregive sygdomme såsom influenza til rejsende.

Se også: Så klamt er hotelværelset: Toilettet spreder bakterier fra afføring

Klammere end toilettet
Det lidt pudsige ved undersøgelsen var, at forskerne ikke fandt nogen former for respiratoriske virusser, der forårsager influenza, på lufthavnstoiletterne, som mange måske ellers mistænker for at være bakteriefyldte.

Det skyldes nok, at toiletterne netop derfor i højere grad bliver gjort mere rent end bakkerne i sikkerhedskontrollen.

Dog fandt forskerne blandt andet bakterier, der kan forårsage sygdomme, på dankortterminalerne i butikkerne, i paskontrollen, på trappegelænderne samt i legeområderne for børn.

Rhinovirus, som kan medføre en helt almindelig forkølelse, var den virus, der blev fundet spor for flest gange i undersøgelsen.

Se også: Bakteriebombe i lufthavnen: Så klamme er check-in-skærmene

Basal ting kan forhindre smitterisikoen
Eksperterne bag undersøgelsen pointerer i studiet, at den bedste måde at undgå at smitte andre på er, at man holder sig for munden, når man hoster, og at man vasker hænderne bagefter.

- Disse simple forholdsregler kan hjælpe med at forhindre infektionssygdomme og er yderst vigtige i menneskefyldte områder såsom lufthavne, hvor mange mennesker rejser til og fra forskellige dele af verden, siger professor Jonathan Van Tam ifølge The Sun.

Ifølge virus-ekspert Niina Ikonen er resultaterne i undersøgelsen yderst vigtige:

- Tilstedeværelsen af mikroorganismer i et lufthavnsmiljø er ikke blevet undersøgt før. Disse resultater understøtter, hvor vigtig forebyggelse er, når man skal kontrollere spredningen af farlige infektionssygdomme i lufthavne, siger eksperten og påpeger, at de i studiet kommer med forslag om, hvordan lufthavne kan indrettes for at minimere videregivelsen af smitsomme sygdomme.

Se også: Danskerne slæber farlig kønssygdom med hjem fra ferien

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen