Ingen bådtrafik giver klart vand i Venedig

Venedigs kanaler er flotte, efter det meste af bådtrafikken er stoppet

Effekten af corona-virussen er blevet meget tydelig, ikke bare herhjemme, men verden over. Hvor der tidligere stort set altid var turister, er der i dag mange steder næsten helt tomt. Se med her. Video/redigering: AP, Reuters/Kristian Hansen

Mens verden stadig kæmper med coronavirus, så bidrager pandemien også med nogle uventede sideeffekter.

I Venedig oplever man for eksempel lige nu, at vandet i kanalerne er blevet meget klarere med synlige små fisk, der svømmer rundt.

Flere brugere på de sociale medier glæder sig over det smukke, klare vand. De forbinder også vandet med mindre forurening. Men det er faktisk ikke helt tilfældet.

Før og efter billeder af vandet i Venedigs kanaler. Artiklen fortsætter under billederne ...

 

Før turisterne forsvandt og karantænen trådte i kraft var der gang i bådtrafikken, hvilket betød grumset vand i Venedigs kanaler. Foto: Holger Leue
Før turisterne forsvandt og karantænen trådte i kraft var der gang i bådtrafikken, hvilket betød grumset vand i Venedigs kanaler. Foto: Holger Leue

Sådan ser vandet ud nu i en veneziansk kanal. Foto: Andrea Pattaro / AFP
Sådan ser vandet ud nu i en veneziansk kanal. Foto: Andrea Pattaro / AFP

Venedigs borgmesterkontor oplyser til CNN, at forandringen ikke skyldes forbedret vandkvalitet.

- Vandet ser klarere ud, fordi der er mindre trafik på kanalerne, hvilket lader bundfaldet blive nede på bunden, siger en talsperson til CNN.

- Vandtrafikken bringer normalt bundfaldet op til vandets overflade, siger talspersonen.

Mens vandkvaliteten ikke er forbedret, så er luftkvaliteten derimod blevet meget bedre ifølge talspersonen fra Venedigs borgmesterkontor.

- Luften er mindre forurenet, da der er mindre udledning fra bådtrafik end normalt på grund af beboernes begrænsede bevægelsesmuligheder, siger talspersonen.

Nedlukningen af Italien er den seneste i rækken af problemer, som Venedig er blevet konfronteret med på det seneste.

I november sidste år blev Venedig ramt af den værste stormflod i 50 år, hvilket resulterede i oversvømmelser, der beskadigede byen for flere hundrede millioner euro. Byen kæmper også med overturisme, huse der synker i vandet og færre indbyggere.

12 kommentarer
Vis kommentarer