Ingen cannabis til turister i Amsterdam

Amsterdams borgmester overvejer at gøre coffeeshops forbudt for turister

En turist sidder på en coffeeshop i Amsterdam og ryger på en bong. Det syn kan i fremtiden være slut. Foto: Michel Porro / AP
En turist sidder på en coffeeshop i Amsterdam og ryger på en bong. Det syn kan i fremtiden være slut. Foto: Michel Porro / AP

Amsterdam er populær blandt mange turister på grund af byens tolerante holdning til cannabis. Men det kan snart være slut.

Borgmesteren i Amsterdam foreslår nu at gøre de såkaldte coffeeshops, hvor folk kan købe og indtage cannabis, forbudt for turister. Forslaget kommer, fordi byen kæmper med overturisme, og nu ser myndighederne på, hvordan de kan tage toppen af problemet.

Borgmesteren i Amsterdam, Femke Halsema, som blev valgt i 2018, har offentliggjort en undersøgelse, som viser, at en tredjedel af de udenlandske turister ville finde det mindre sandsynligt, at de ville besøge Amsterdam igen, hvis de ikke kunne købe cannabis i en af byens coffeeshops. Det skriver blandt andre Euronews og CNN.

Se også: Flyselskab erstatter fly med tog

11 procent ville aldrig besøge Amsterdam igen
Adspurgt om de ville besøge Amsterdam igen, hvis udenlandske turister blev forbudt fra coffeeshops, svarede 34 procent af de adspurgte, at de ikke ville besøge Amsterdam så ofte mere, mens 11 procent svarede, at de slet ikke ville komme igen.

22 procent sagde, at de blot ville spørge en lokal, om de ville gå ind og købe cannabis for dem.

Det er især briter (44 procent), franskmænd (45 procent) og tyskere (50 procent), som har svaret, at de ikke længere ville besøge Amsterdam, hvis der kom et forbud.

De adspurgte i undersøgelsen var turister mellem 18 og 35 år, som besøgte byen i august 2019. 1100 deltog i undersøgelsen hvoraf 57 procent svarede, at coffeeshops var en af hovedårsagerne til at besøge byen.

Se også: Sexarbejdere: - Glo bare!

Debatten har været oppe før
Kommunerne i Holland har forskellige regler for deres coffeeshops, og diskussionen om at udelukke alle fra dem - undtagen lokale - er ikke ny.

Tilbage i 2011 og 2012 blussede diskussionen op om forbuddet skulle gælde i alle kommunerne i Holland. Her kæmpede Amsterdam imod. Men nu er der altså kommet andre boller på suppen.

I dag findes forbuddet allerede i byen Maastricht.

95 kommentarer
Vis kommentarer