Ingen sne på skiferien: Sådan er du stillet

En skiferie uden skiløb giver ikke automatisk ret til at hæve købet

Det er sjovest at stå på ski, hvis pisten er klædt i hvidt, men det er ikke tilfældet alle steder i Europa lige nu, hvor græstotterne får tag i løjperne. Foto: Maiken Kolby
Det er sjovest at stå på ski, hvis pisten er klædt i hvidt, men det er ikke tilfældet alle steder i Europa lige nu, hvor græstotterne får tag i løjperne. Foto: Maiken Kolby

Du har fået alt skitøjet på, spændt støvlerne på fødderne og er klar til at komme ud og carve på de lange planker.

Men der er bare ikke rigtig noget sne at få øje på.

Flere skisportssteder har haft problemer med lukkede pister, men en skiferie uden skiløb giver dog ikke automatisk ret til at hæve købet, men der kan være noget at komme efter, hvis skisportsstedet eller rejsearrangøren for eksempel har givet snegaranti.

Det skriver Forbrug.dk i en pressemeddelelse.

Når skibakken er grøn, og pisten lukket, så afhænger dine rettigheder af, hvad du blev lovet, da du bestilte opholdet.

- Hvis du har bestilt et ophold, et liftkort eller skileje hos et af de skisportssteder, hvor der i øjeblikket mangler sne, så undersøg, hvad du blev lovet ved købet. Om du eksempelvis blev lovet snegaranti. Det har betydning for dine muligheder for at hæve købet eller få et afslag i prisen, siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa, i pressemeddelelsen.

Se også: Misforståelse kan gøre skiferien dyr: - Man må betale af egen lomme

Det betyder snegaranti
Mange skisportssteder eller rejsearrangører praler med snegaranti, og hvis det er tilfældet på din destination, vil du som udgangspunkt kunne hæve købet og få dine penge igen, hvis pisterne er lukkede.

Men det er forskelligt, hvad garantien dækker over. Et eksempel kan være, at den ikke dækker, hvis mindst to pister er åbne i en bestemt periode, eller du kan stå på ski i en vis højde. Det betyder også, at pister med kunstsne typisk ikke udløser garantien.

- Hvis der er stillet betingelser for snegarantien, og du har accepteret dem ved købet, vil dine rettigheder afhænge af indholdet af de betingelser, og af om skisportsstedet kan opfylde dem. Det er derfor en god idé at tjekke, hvad der står om snegaranti på din rejse, før du rejser, siger Lars Arent.

Han tilføjer, at nogle skisportssteder og rejsearrangører stiller som krav til deres snegaranti, at du har tjekket hjemmesiden et bestemt antal dage før og kontaktet dem.

Hvis du har købt skiferien som en pakkerejse hos et rejsebureau, skal du også være opmærksom på, hvad du blev lovet ved købet.

- Hvis du har købt en skiferie som en pakkerejse, vil dine muligheder for at kunne hæve købet eller få kompensation, afhænge af, om rejsebureauet lovede snegaranti ved købet. Hvis du ikke blev lovet en egentlig snegaranti ved købet, kan du få svært ved at få medhold i en klagesag, siger Lars Arent.

Se også: Valutagevinst: Det er blevet billigere at holde skiferie i nabolandene

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere