'Internationalt farvand': Sådan undgik vennegruppe alkoholforbuddet nytårsaften

En vennegruppe tog alternative midler i brug, da de ville undgå forbuddet om at drikke på offentlige områder nytårsaften

Her hygger vennegruppen sig på deres private ø. Foto: David Saunders
Her hygger vennegruppen sig på deres private ø. Foto: David Saunders

Tre amerikanske fyre fik så meget nedtur over, at de nytårsaften var taget hele vejen til Coromandel i New Zealand for at besøge fem venner blot for at finde ud af, at det er ulovligt at drikke alkohol på halvøen på offentlige områder. Så vennegruppen måtte tage alternative midler i brug, så de kunne få en lille slurk eller to indenbords på den festlige aften.

Det skriver New Zealand Herald.

Den geniale løsning på problemet blev at bygge deres egen lille private sand-ø i vandet ved stranden i Tairua, så vennegruppen derfor ikke befandt sig i New Zealand, men i stedet i 'internationalt farvand', så den lokale lovgivning ikke gjorde sig gældende for dem.

På øen satte de et hyggeligt lille picnicbord op samt en køleboks til de alkoholiske drikkevarer.

Det festlige øjeblik for vennegruppen på den private ø blev foreviget af David Saunders, som efterfølgende delte et billede af gutterne på Facebook-siden 'Tairua ChitChat', hvor opslaget hurtigt fik ben at gå på.

Se også: Amerikansk by stemmer ja til alkoholforbud: Vil ikke have flere turister i byen

Politiinspektør blev misundelig
Historien er siden blevet nævnt i adskillige internationale medier, heriblandt BBC og Time, som har snakket med en af de amerikanske mænd fra vennegruppen:

- Vi tænkte, det ville give os et godt grin, og at alkoholforbuddet ikke ville være så sort/hvidt, hvis vi befandt os på vores egen ø, siger Leon Hayward.

De lokale myndigheder fandt nu også vennegruppens idé morsom nok til ikke at give dem bøden på de omkring 1.000 danske kroner, som det ellers koster at indtage alkohol på offentlige områder på øen.

- Det er kreativt tænkt. Hvis jeg havde kendt til det, så havde jeg formentlig deltaget, siger politiinspektør John Kelly til BBC.

Ifølge Leon Hayward tog det vennegruppen seks timer at blive færdig med øen, som blev bygget ved hjælp af sand og muslingeskaller.

Se også: Turister i Europa: Der var nøgne danskere over det hele!

11 kommentarer
Vis kommentarer