Hvad frister mest - en tur til Kreta eller en tur ud i rummet?
Snart har du muligheden for at vælge. Virksomheder som SpaceX og Virgin Galactic arbejder på højtryk for at være først med tilbuddene på det spirende marked for rumfartsturisme, der forventes at blive en fremtidig milliardindustri.
Nu melder japanske PD AeroSpace, der er en af de mindre spillere i rumkapløbet, sig klar til at sende 100 turister ud i rummet om året fra 2025.
Det skal ske ved at forvandle en gammel lufthavn på den lille ø Shimojima i Okinawa-øgruppen til et rumfartscenter, der vælter ind og ud med turister. Allerede i 2030 er det nemlig planen, at stedet skal betjene 1000 turister om året.
Det skriver flere asiatiske medier, herunder South China Morning Post, der er en engelsksproget avis med base i Hong Kong.
Midt i smitteboom: Taj Mahal genåbner
Billigere end konkurrenterne
Billetpriserne starter ved 885.000 kroner for en tur ud i det ydre rum, hvilket er billigere end hos mange af konkurrenterne.
Rumturisterne kan i princippet komme fra hele Asien, men den privatejede virksomhed går især efter pengestærke kinesere, fortæller Ryo Ojima fra PD Aerospace.
- Vi tror på, at der er mange mennesker, som gerne vil en tur ud i rummet, hvis bare prisen for at komme af sted ikke er så høj, siger han.
En rumrejse med PD AeroSpace er hurtigt overstået. Fartøjet skal bruge 90 minutter på at nå dets destination, som er 100 kilometer over havoverfladen. Hermed krydser det den såkaldte Kármán-linje, som den internationale organisation for sportsflyvning, FAI, definerer som det ydre rums begyndelse.
Nu gælder det for passagerne om at være fokuserede, for de har kun fem minutter til at svæve vægtløse rundt som en astronaut og beundre udsigten af Jorden set fra rummet, før turen går hjem til Shimojima.
Vildt tilbud: Paradisøer udlejes til spotpris
Vil vinde tabte turister tilbage
På Okinawa-øerne lever man i høj grad af turisme og derfor har coronakrisen også gjort ondt på de lokale, skriver South China Morning Post.
Med investeringen i rumturisme håber regionen igen at komme på fode.
Et års mareridt: - Fremmede nægter at forlade vores feriehus