Det skal være slut med at bære mundbind under åben himmel i Italien.
Det oplyser landets sundhedsminister, Roberto Speranza, i et opslag på Facebook.
Mundbindskravet ophører 28. juni og gælder i alle regioner, der er markeret som 'hvide' i landets system for, hvor det er sikkert at opholde sig. Lige nu regnes alle regioner for sikre med undtagelse af Valle d'Aosta i nordvest.
Dansk rejseboss jubler
Dermed følger Italien i hælene på Spanien og Frankrig, der også netop har droppet kravet om at bære mundbind i offentligheden.
Udsigten til en sommer uden mundbind vækker glæde hos Bravo Tours, hvor adm. direktør Peder Hornshøj kalder det 'en stor forbedring af ferien'.
- Det er en kæmpe lettelse for vores gæster, siger han til Ekstra Bladet.
- Vi har mange, der spørger til det, og selv om vi har vænnet os til at gå med mundbind, så er det en befrielse for mange, at de kan tage det af, når de er på ferie.
Hvad med grækerne?
Med de droppede mundbindkrav i Italien, Spanien og Frankrig mangler kun Grækenland, og så er vejrtrækningsorganerne sat fri i alle danske middelhavsfavoritter.
Peder Hornshøj spår, at det kun er et spørgsmål om tid, før de græske myndigheder træffer samme beslutning som i de andre lande.
- Jeg tror også, at de dropper dem. De har godt styr på situationen dernede.
Ifølge TUI og Apollo tegner Grækenland til at blive sommerens helt store rejsehit blandt danskerne, der har booket billetter til Kreta og Rhodos i tusindvis.