Kænguru løs i sommerhusområde

Politiet har fået flere anmeldelser om en undsluppen kænguru i Øster Hurup

Kænguruen har været på fri fod i omkring en måned. Arkivfoto: Polfoto
Kænguruen har været på fri fod i omkring en måned. Arkivfoto: Polfoto

Flere personer med fritidshuse i sommerhusområdet Øster Hurup ud for Kattegat har denne sommer observeret en kænguru på fri fod.

Det skriver dr.dk.

Kænguruen har normalt til huse i dyreparken ved Kattegat Strand Camping, men for en måneds tid siden lykkedes det den at slippe løs.

Bjørn Pedersen, der ejer stedet, fortæller til dr.dk, at han hver dag modtager to-tre opkald fra folk, der har set kænguruen hoppe rundt i deres have.

Når det sker, rykker han og hans folk ud og forsøger at fange den australske længdespringer. Men det er ingen let sag.

- Det er svært. Den er hurtig, og den hopper højt.

Også Nordjyllands Politi har modtaget flere henvendelser om en løssluppen Kænguru i det populære sommerhusområde, skriver Nordjyske.

Normalt bor der to kænguruer i dyreparken ved Kattegat Strand Camping.