Kend dine rettigheder: Over hvert fjerde fly var forsinket i påsken 2018

Påsken er en travl rejseperiode, og i samme periode sidste år var over hvert fjerde fly med afgang fra Danmark forsinket

Der kan opstå forsinkelser i de danske lufthavne i år, hvis man skal tro tidligere års statistikker.  Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der kan opstå forsinkelser i de danske lufthavne i år, hvis man skal tro tidligere års statistikker. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Skal du flyve til et andet land i Europa mandag 15. april, så skal du nok berede dig på forsinkelser. I hvert fald hvis en opgørelse over de seneste tre års flytrafik i påsken, som kompensationsselskabet Airhelp står bag, også passer på 2019. Selskabet har lavet en opgørelse over samtlige afgange fra danske lufthavne i påskeugen 2016, 2017 og 2018.

Opgørelsen viser, at i 2018 lå den gennemsnitlige on time-performance for fly med afgang fra danske lufthavne på 72 procent. Det vil sige, at over hver fjerde flyvning var forsinket. I 2017 var tallet bedre med 89 procent, mens det lå på 82 procent i 2016.

Ferie - 9. apr. 2019 - kl. 21:18 Her går jeg: Flamingo forsinker fly i spansk lufthavn

Derudover viser tallene fra de sidste tre års påskeferier, at den travleste dag ligger på den første dag i ferien. Hvis den tendens fortsætter, vil der i år blive trængsel i lufthavnene mandag 15. april. De mest forsinkede ruter svinger meget fra år til år, men fælles for dem er, at de alle ligger inden for Europa.

- De sidste par år har presset flyindustrien maksimalt. Dette beviser igen, at der er meget arbejde at gå i gang med, og der er lang vej til, at flyselskaberne prioriterer passagerlovgivningen, siger Henrik Zillmer, stifter af Airhelp, i en pressemeddelelse.

12.000 med ret til kompensation
Tallene fra Airhelp viser, at samlet set over de tre påskeuger har i alt 12.000 passagerer oplevet forstyrrelser på deres rejser, som var kompensationsberettigede. I 2016 havde 6.600 passagerer ret til kompensation, i 2017 var tallet 900 og i 2018 var 4.500 passagerer berettigede.

Se også: Punkteret dæk fratager flyselskaber pligt til kompensation

Sidste år var flyafgange til Dublin mest præget af forsinkelse. Her var 62 procent af afgangene fra danske lufthavne til Dublin ramt af forsinkelser. Den næstmest forsinkede afgang var til Gdansk, hvor lige over halvdelen var forsinkede. I 2016 var hele 82 procent af afgangene til Bruxelles forsinket.

Kend dine rettigheder
Forsinkede og aflyste fly eller nægtet boarding kan give den flyrejsende ret til op til 600 euro pr. person, cirka 4.500 kroner, i kompensation.

For at få kompensation skal passageren rejse fra en lufthavn i EU eller rejse med et EU-flyselskab, som lander i EU, og forsinkelsen skal være flyselskabets skyld. Danske flypassagerer har mulighed for at hente kompensation tre år tilbage i tiden.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere