I sidste uge tog et par ukendte 'gerningsmænd' sagen i egen hånd: I al hemmelighed reparerede de hullerne i 'Thomas på Bjerget', en af Thomas Dambos seks glemte kæmper, der er strøet omkring på den københavnske vestegn i henholdsvis Albertslund, Ishøj, Hvidovre, Høje Taastrup, Rødovre og Vallensbæk.
De seks kæmper har opnået en uhyre popularitet og tiltrækker folk fra nær og fjern. Derfor har vedligeholdelsesspørgsmålet været presserende. Tilfaldt ansvaret manden bag kunstværkerne, Thomas Dambo, der har ophavsretten, eller de respektive kommuner? Det er der nu kommet svar på, efter borgmestrene er nået til enighed. Det skriver TV 2.
Kæmperne bliver stående
De seks vestegnsborgmestre, der alle har en kæmpe stående, melder nu, at de gerne vil påtage sig vedligeholdelse og restaurering af de store trætrolde.
- Vi har haft et møde, hvor vi har lagt en fælles linje i forhold til, hvad vi gør med kæmperne, nu de har fået et par år på bagen og gerne skal holde flere år, end vi regnede med, da de blev sat op, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje Taastrup, hvor kæmpen 'Teddy Venlig' har hjemme, til TV 2.
Skiresort ændrer racistisk navn
Spørgsmålet har længe været, hvorvidt kæmpernes levetid skulle forlænges, eller om de skulle pilles ned. Egentlig var det meningen, at de blot skulle stå et par år, men succesen har været overvældende. Der har derfor været en del opmærksomhed på og kritik af det gradvise forfald, der har ramt de store træfigurer bygget af genbrugstræ.
Indtil nu har ingen rigtig taget ansvaret for pasningen af kæmperne, før selvtægtsmændene i sidste uge tog sagen i egen hånd. En handling, der viste de lokales engagement og kunstværkernes popularitet. Men eftersom mange børn klatrer rundt på værkerne, skabte det også bekymring. Den nye aftale mellem borgmestrene sikrer derfor, at folk fortsat kan nyde de ombejlede trætrolde, og børnene kan klatre på autoriserede konstruktioner.