Det kan fremover blive noget sværere for kinesere at få lov til at rejse afsted på ferie, for fremover vil der ingen kære mor være, hvis man pulser løs på en cigaret i toget i Kina, hvis man bruger gamle billetter, eller hvis man skaber problemer om bord på flyet.
Fra 1. maj vil Kina nemlig slå hårdt ned på disse slags forseelser ved at indskrænke de forstyrrende personers rejsemuligheder. Det vil landet gøre ved hjælp fra et såkaldt ’socialt kreditsystem’.
Det skriver Reuters.
Kreditsystemet vil angiveligt fungere således, at man vil blive forbudt at flyve eller køre med tog i op til et år, hvis man har en dårlig score, og reglerne er angiveligt en del af Kinas præsident, Xi Jinpings, plan om at konstruere et system, som skal baseres på princippet, der lyder således: 'En gang utroværdig, altid begrænset'.
Systemet vil derfor overvåge og rangere kinesiske statsborgeres opførsel, og hver gang de foretager sig en lovovertrædelse vil deres score falde drastisk i det ’sociale kreditsystem’, alt efter hvilken forseelse, de har begået.
Toiletrevolutionen fortsætter: Præsidenten fordobler indsatsen
Gælder også manglende betaling af bøder eller forsikring
Ifølge Reuters, der har fået indsigt i en skriftlig udtalelse fra Udviklings- og Reformkommissionen i Kina, vil folk, der har skabt problemer om bord på fly, brugt gamle togbilletter, røget på toget eller spredt falske rygter omkring terror højst sandsynligt blive sat i rejse-karantæne.
Derudover vil folk, der ikke har betalt deres bøder eller forsikring, også være i risiko for at blive nægtet om bord på toget eller flyet.
Selvom de strikse nye regler officielt først vil blive effektueret 1. maj, er der ifølge Reuters flere indikationer på, at de kinesiske myndigheder allerede har indført det såkaldte ’sociale kreditsystem’.
F.eks. udtalte Kinas højesteret på en pressekonference i 2017, at hele 6,15 millioner kinesiske statsborgere var blevet nægtet adgang til flyrejser på grund af tidligere ugerninger.
Tre kvinder tilbageholdt efter plastikkirurgi: Lignede ikke pasbilledet
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.