Som bekendt kan det være et fyringsgrundlag, hvis ikke man adlyder ordrer fra sin arbejdsgiver.
Den konsekvens får 593 medarbejdere i det amerikanske flyselskab United Airlines nu at føle.
Det sker, efter de pågældende medarbejdere ikke har ladet sig vaccinere inden for den frist, flyselskabet har beordret.
Det skriver businessinsider.com.
Deadline for dokumentation
I starten af august krævede United Airlines, at alle deres amerikanske medarbejdere skulle have modtaget mindst et stik med en godkendt vaccine inden 27. september.
I samme ombæring meddelte United Airlines, at medarbejdere ville blive opsagt, såfremt de ikke kunne fremvise dokumentation for, at de var blevet vaccineret inden samme frist.
Da den dato er overskredet, står det nu klart, at knap 600 ansatte ikke har kunnet opfylde flyselskabets vaccinationskrav.
Ifølge en talsmand for United Airlines er der både stewardesser, mekanikere og piloter blandt de ansatte, der ikke er blevet vaccineret.
Diskrimination af ansatte
Langt størstedelen af de amerikanske medarbejdere hos United Airlines har dog fået et vaccine-skud.
Fem dage inden fristen for vaccinationskravet udløb, annoncerede United Airlines, at mere end 97 procent af de ansatte var vaccineret på daværende tidspunkt.
Heraf blev 20.000 af dem vaccineret, efter kravet var indført.
Seks af de ansatte, som ikke har ladet sig vaccinere, har valgt at lægge sag an mod United Airlines.
De mener, at flyselskabets krav om vaccination er et udtryk for diskrimination mod personer, som grundlæggende ikke ønsker at blive vaccineret.