Hovedstadens vandhunde og andre plaskeglade sjæle kan godt begynde at trække i badetøjet.
Københavns Kommune har nemlig besluttet at dreje på hanerne og åbne for en lang række af byens soppesøer og vandposter.
Det skriver TV 2 Lorry.
I en pressemeddelelse fortæller Jakob Hjuler Tamsmark, der er chef for coronateamet i Teknik- og Miljøforvaltningen, at beslutningen er en reaktion på de nationale lempelser og en ny sundhedsfaglig vurdering.
- De nye udmeldinger betyder, at vi ikke længere behøver at være helt så forsigtige, som vi har været hidtil. Det er jo helt fantastisk.
- Københavnerne har stor ære i, at vi nu kan tage et kæmpe skridt i den rigtige retning mod en skøn sommer, hvor vi igen kan gøre nogle af alle de ting, vi har savnet så længe.
En lille opfordring
Til at starte med bliver der åbnet for vandet i tre af byens soppesøer.
De resterende fire soppesøer må vente til i næste uge, hvor der er udsigt til mildere temperaturer end i weekenden, men dog stadig sommer og solskin.
Sidste sommer måtte københavnerne finde på andre måder at få stillet deres badefiks, da man her valgte at lukke for soppesøer og vandposter på grund af coronavirus.
Jakob Hjuler Tamsmark har da også en lille opfordring til hovedstadens indbyggere.
- Selv om alt lysner, og vi alle sammen higer efter bare at slå os løs på vores egen måde, så er coronaen her stadig. Det skal vi have respekt for. Vi skal sammen fortsætte den gode stil. Husk afstanden og den gode håndhygiejne. Så får vi en god sommer efter omstændighederne.