Det skal være lettere for fodgængere og cyklister at komme omkring i Danmarks hovedstad.
Derfor vil Københavns Kommune de næste fire måneder fjerne 66 parkeringspladser, hvilket altså betyder, at det omvendt bliver sværere at være bilist.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Som erstatning for skrottede parkeringspladser vil kommunen plante træer og buske og opstille bænke, hvor man kan sidde og nyde sommersolen. Der vil også blive malet hvide striber på asfalten. De skal markere, at dette nu er fodgængernes og cyklisternes territorium.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig til at se de nye gågader i aktion, fortæller hun i pressemeddelelsen.
- Det har længe været et stort ønske for mig og for mange københavnerne at få så mange af bilerne væk fra gaden i Middelalderbyen, hvor de smalle gader og hyggelige pladser ikke egner sig til biler.
Færre biler, mere glæde
Ifølge Ninna Hedeager Olsen skaber det en mere attraktiv bydel, når man skærer ned på biltrafikken. Og det er en ny virkelighed, som bilejerne må vænne sig til, lyder det i pressemeddelelsen.
Det vil fortsat være tilladt at køre i bil flere af stederne - blot skal det i højere grad ske på fodgængernes præmisser.
De forvandlede gader er klar fredag 11. juni, og der vil løbende blive indsamlet data om, hvordan de præger bylivet, mens forsøgsordningen står på.