Københavns Lufthavn forventer passagerfald på 70 procent

Københavns Lufthavn forventer stor passagernedgang og skruer samtidig op for nye tiltag for at begrænse smittespredning

I Københavns Lufthavn er der knap så mange passagerer, og anvendelsen af masker er blevet mere tydelig fredag den 13. marts 2020. Foto Liselotte Sabroe /Scanpix 2020
I Københavns Lufthavn er der knap så mange passagerer, og anvendelsen af masker er blevet mere tydelig fredag den 13. marts 2020. Foto Liselotte Sabroe /Scanpix 2020

Københavns Lufthavn er en del af den samfundskritiske infrastruktur i Danmark, og derfor vil lufthavnen fortsat være åben for trafik og passagerer.

Samtidig vil lufthavnen i samarbejde med relevante myndigheder sikre en styrket indsats for at begrænse smittespredning mest muligt. Det skriver Lufthavnen i en pressemeddelelse.

Over de kommende dage og uger vil der derfor ske ændringer i den måde, som lufthavnen indretter sin fortsatte drift på.

- Vi ved endnu ikke, hvor meget trafikken vil blive påvirket, men det er ikke usandsynligt, der på udvalgte dage i den kommende periode kan være en reduktion af den normale trafik på op til omkring 70 procent. Det bliver vi nødt til at indrette vores organisation efter. I overensstemmelse med de anbefalinger, regeringen er gået ud med, vil vi derfor introducere tiltag som for eksempel ændrede turnusordninger for lufthavnens egne medarbejdere, øget brug af hjemmearbejde, afholdelse af ferie, afvikling af opsparet frihed samt orlov, der modsvarer den forventede nedgang i aktiviteten, siger HR-direktør Kirstine Bergenholtz fra Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at lufthavnen i samarbejde med medarbejderne arbejder målrettet for at finde løsninger, der kan reducere omkostningerne med det klare mål at undgå egentlige afskedigelsesrunder som følge af aktivitetsnedgangen.

Se også: Er dette verdens smukkeste lufthavn?

Nye tiltag for at begrænse smittespredning
Københavns Lufthavn er i tæt dialog med myndighederne og følger anvisninger om, hvordan smittespredning kan begrænses mest muligt.

Det indebærer, at lufthavnen nu iværksætter en række yderligere tiltag, der supplerer den seneste tids øgede informationsindsats til passagererne, adgang til håndsprit og øget træning og information til Københavns Lufthavns medarbejdere.

Se også: Ikke nok tid til at skifte fly udløser erstatning

Billund Lufthavn følger også udviklingen
Lufthavnen i Billund følger også udviklingen af coronavirussen tæt. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvilken betydning coronavirussen får for passagertallet i lufthavnen, oplyser Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.

- Vi appellerer til, at alle både ansatte og rejsende følger myndighedernes råd: Hold god afstand til hinanden, hold god håndhygiejne, bliv hjemme, hvis du er syg og nys og host ind i dit ærme, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Billunds seneste passagertal fra februar 2020 viste, at lufthavnen havde oplevet en vækst på 9,4 procent i forhold til antallet af passagerer i februar sidste år.

De nye tiltag i Københavns Lufthavn indebærer blandt andet:

Mere afstand mellem passagerer: For at undgå, at de rejsende står for tæt, arbejder lufthavnen på at skabe en bedre fordeling af rejsende i lufthavnens område. Det betyder, at det som udgangspunkt kun vil være hver anden check-in pult, der åbnes i forbindelse med indtjekning. I sikkerhedskontrollen vil der desuden kun være åbnet for hvert andet sikkerhedsspor.

Øget information for at undgå større grupperinger: Via højttalerudkald opfordres de rejsende til at holde afstand og undgå at stå i større grupper, mens de opholder sig i lufthavnen.

Garanti for fortsat service for rejsende: For at opretholde et minimum af service og mulighed for, at de rejsende kan få både mad og drikke i lufthavnens områder, er der indgået aftaler med visse af lufthavnens forpagtere af restauranter og butikker, at de holder åbent i de kommende 14 dage. Øvrige butikker og restauranter kan frivilligt vælge, om de ønsker at holde åbent i lyset af den væsentligt lavere passageraktivitet. Restauranter, der holder åbent, sørger for tiltag, der gør, at gæster sidder i passende afstand.

Derudover har Københavns Lufthavn indført en ekstraordinær høj rengøringsstandard med fokus på at følge de seneste retningslinjer fra Statens Serum Institut.

Kilde: Københavns Lufthavn

15 kommentarer
Vis kommentarer