Fremover er det slut med ting såsom at løbe nøgen rundt, at feste i offentligheden og sælge lattergas i hovedstaden Palma de Mallorca på den populære spanske ferieø Mallorca.
I hvert fald hvis man vil undgå at blive straffet med en kæmpe bøde på stedet.
Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie har byrådet i hovedstaden nemlig netop indført en række nye regler målrettet turister, der opfører sig uforskammet.
- Denne nye forordning vil ikke løse alle vores problemer, men den giver politiet et værktøj at arbejde med, siger byrådsmedlem Angelica Pastor til The Sun og fortsætter:
- Vi håber, at reglerne kan være med til at forbedre sameksistensen i de offentlige områder.
Spansk ferieby gider ikke fulde turister: Slut med 'happy hour'
Trætte af stive turister
Dermed går Mallorcas hovedstad altså i fodsporene på en række andre populære feriedestinationer, som har fået nok af vilde turister.
F.eks. indførte badebyen Magaluf på netop Mallorca sidste år hele 64 turistforbud, og så sent som i år afskaffede byen den såkaldte 'happy hour', som alkoholhungrende turister ellers benyttede i stride strømme til at slukke deres tørst i billige drinks.
- Vi bliver nødt til at håndtere denne massive turisme, og disse regler kan hjælpe med at forbedre vores image, siger Palma de Mallorcas borgmester, Antoni Noguera.
Ifølge borgmesteren vil de nye regler tillade myndighederne at slå hårdere ned på højrøstede og stive turister i specifikke zoner i offentligheden.
Udover at man fremover skal beholde sit tøj på i hovedstadens gader og stræder, og at man skal minimere sit alkoholindtag, så vil det blandt andet også fremover ikke blot være ulovligt at sælge lattergas, men også at promovere det på nogen måde, som kan føre til, at folk benytter sig af det.
Risikerer KÆMPE bøde
Man risikerer at blive straffet med en bøde på mellem 100-3000 euro (mellem 745 og 22.000 kroner), som skal betales på stedet, hvis man ikke overholder de nye regler.
Ifølge The Sun har myndighederne i hovedstaden indsat mere end 120 betjente, som specifikt skal patruljere og slå ned på turister, der ikke følger reglerne.
Du kan se alle reglerne i boksen herunder:
Endnu en turistby har fået nok: Rom forbyder alkohol om aftenen