Kræver ny rejse: Jeg var fuld, men ingen fulgte mig hjem

En ung beruset person faldt på vej hjem fra byturen på skirejsen. Vil have en erstatningsrejse 

En våd afterski fik konsekvenser for en ung, dansk skiturist. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix)
En våd afterski fik konsekvenser for en ung, dansk skiturist. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix)

En ung person har bedt Nortlander Ski-Tours om en 'ny rejse til de unge mennesker', fordi han eller hun (personen er anonymiseret af Pakkerejseankenævnet, red.) ikke mener, at rejseselskabet har opfyldt sine forpligtelser på en skitur.

I april sidste år rejste ni unge en uge til Val d’Isere i Frankrig. Men efterfølgende mener en af de unge, at guideservicen var utilfredsstillende, da han eller hun kom til skade og måtte på sygehuset.

Klagesagen, der har været en tur i Pakkerejseankenævnet, omfatter seks af rejsedeltagerne.

Fundet af en skraldemand
Klageren gør gældende, at rejsearrangementet var uprofessionelt navnlig på grund af manglende tilstedeværelse af 'natteravne', da klageren, som dengang var under 18 år, i beruset tilstand, på vej hjem med andre medrejsende, gik retur for at hente sin jakke, og derefter gik alene hjem klokken 4 om natten. Uheldigvis faldt klageren og pådrog sig flere skader.

Først klokken 7 om morgenen - efter tre timer i kulden - blev den unge dansker fundet af en skraldemand. Klageren blev herefter kørt med ambulance til sygehuset, og en af bureauets guider blev ringet op. Kammeraterne var faldet i søvn, så de opdagede først klokken 11, at klageren ikke var på værelset.

Klageren har indbragt sagen for Pakkerejseankenævnet, idet personen mener, rejsebureauet skal betale en ny rejse, fordi selskabet ikke reagerede ordentligt på de oplysninger, de modtog klokken 7 om morgenen. Hverken klagerens forældre eller de otte medrejsende fik besked om hospitalsindlæggelsen.

'Klagerens telefon virker ikke, kan ikke komme i kontakt med nogen. Jeres vagt bliver ringet op kl. 7.00 af gendarmerne (politiet) at klageren har været udsat for et uheld, er bragt på sygehuset i bevidstløs tilstand. Klageren har nu ligget på den kolde jord i et par timer, så klageren er temmelig nedkølet, da klageren tilfældigt bliver fundet af en forbipasserende', lyder det blandt andet i klagerens fremstilling af sagen.

Se også: Dansk rejseselskab beskyldt for kønsdiskrimination: 'Rejselederen chikanerede mig'

Unge er omgivet af professionelle
Klageren fremhæver, at Nortlander skriver sådan om deres sikkerhed på rejserne:

'Alle vores guider er uddannet i krisehåndtering, førstehjælp og har været igennem Nortlanders eget guidekursus i Alperne. Desuden har vi altid sikkerhedsvagter i de højtbelastede uger, så de unge altid er omgivet af ædru og professionelle mennesker, som kan hjælpe dem sikkert hjem efter en nat i byen....'  

Ferien var ødelagt
'Kompensationen er op til jer, hvad I synes rejsedeltagerne skal have. Det har været en meget stærk oplevelse for alle. De mistede alle en dag på ski, og selvfølgelig var resten af ferien ødelagt for dem', lyder det i klagen.

Den unge person måtte tilbringe en uge på hospitalet i Grenoble og blev straks efter hjemkomsten til Danmark opereret.

I sagsfremstillingen kommer Nortlander også til orde:

'Guiden, der svarer opkaldet, får ikke at vide af politiet, at de tager på hospitalet med det samme - men guiden skulle selvfølgelig have reageret på opkaldet med mere omsorg, og taget kontakt til klagerens Nortlander-guider med det samme - det erkender vi', skriver Nortlander og tilføjer:

'Det er vigtigt at skelne mellem gæster, guider og 'natteravne'. Vores guider er ansat til at tage sig af det rejsetekniske, være synlige/sociale samt afhjælpe ved eventuelle problemer på destinationen. 'Natteravnene' er ansat til at være til stede i nattetimerne, hvor de efter bedste evne tager sig af unge mennesker, der er blevet for fulde (........) De gør, hvad de kan, men i sagens natur kan de desværre ikke nå at være alle steder i byen. Vi ville selvfølgelig ønske, at de havde set klageren gå alene hjem, men det er en destination med flere beværtninger, og kan derfor være svært....' 

Får medhold men ikke erstatningsrejse
Pakkerejseankenævnet har netop offentliggjort kendelsen, som blev afsagt den 22. maj. Men selvom klageren får delvist medhold i sagen, så får han/hun kun en lille erstatning i forhold til den oprindelige rejses samlede pris på 32.400 kroner.

'Efter Ankenævnets opfattelse har bureauet i det foreliggende tilfælde, hvor klageren er kommet til skade efter et fald, og hvor det franske politi kontaktede bureauet, en vis omsorgspligt over for klageren. 

Bureauet har erkendt, at guiden, der modtog opkaldet fra det franske politi, efter klageren var blevet fundet bevidstløs og sendt afsted i ambulance til sygehuset, ikke har udvist en fuld ud tilfredsstillende omsorg for klageren i det konkrete tilfælde. 

På denne baggrund finder Ankenævnet, at rejsen har været behæftet med mangler, der berettiger klageren til et nedslag i rejsens pris. 

Nedslaget fastsættes efter en samlet vurdering skønsmæssigt til i alt 600 kroner.  

Se også: Dansk par forlangte erstatning for ferie: Vidste ikke, det var Ramadan  

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen