Kroatisk ferieø i stor satsning på grøn turisme

Middelhavsøen Krk kaster millioner efter at blive selvforsynende med vedvarende energi

Krk er den største ø i Kroatien. Foto: Antonio Bronic/Ritzau Scanpix
Krk er den største ø i Kroatien. Foto: Antonio Bronic/Ritzau Scanpix

Ifølge en række rejsehjemmesider er Krk kendt for sit milde klima.

Men det er ikke nok for indbyggerne på den kroatiske ferieø. De vil også have, at øen skal være kendt for sin milde klimaudledning.

Krk skal derfor til at være selvforsynende med vedvarende energi. Og helst allerede i igangværende årti, hvis det står til de lokale politikere.

Det skriver Reuters.

Koster kassen
Tyske konsulenter har lavet en rapport, som viser, at Krk er velegnet til at blive energiuafhængig i fremtiden.

Med sin beliggenhed i Adriaterhavet får Krk masser af sol. Og det er da også ved hjælp af solcelleanlæg, at øen planlægger at dække 60 procent af sit energibehov. Dertil kommer 30 procent fra vindmøller og 10 procent fra biomasse.

Samlet vil en omstilling til vedvarende energi koste øen 535 millioner kroner.

- Det er måske ikke så svært at skabe en energiuafhængig ø med 100 eller 1000 indbyggere, men det er det, når du som os har 20.000 indbyggere og omkring 100.000 turister om sommeren, siger Vjeran Pirsic, en lokal miljøforkæmper.

Grøn turisme
Indbyggerne på Krk drømmer ikke kun om at blive selvforsynende med vedvarende energi for deres blå øjnes skyld.

Der kan meget vel være penge i skidtet, da Jordens hårdt prøvede klima i stigende grad er en bekymring for turister, når de pakker kufferten og tager på charterferie. Det vil de på Krk kunne gøre med grøn samvittighed. Og det giver øen en konkurrencefordel, mener Nedo Pinezic, en talsperson fra den lokale turistorganisation.

- Der er allerede mange turister, som er tilbøjelige til at vælge destination under hensyn til deres rejses påvirkning af klimaet.