Krydstogt for færdigvaccinerede

Krydstogtskib stikker til søs om to måneder. Der bliver tale om et eksklusivt tilbud for færdigvaccinerede israelere

Royal Caribbean vil være det første krydstogtselskab i verden til at sejle med færdigvaccinerede. Foto: AP/Ritzau Scanpix
Royal Caribbean vil være det første krydstogtselskab i verden til at sejle med færdigvaccinerede. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Israel er foran alle andre, når det kommer til at vaccinere mod coronavirus.

Næsten 40 procent af landets befolkning har fået to stik, viser tal fra Our World in Data, og de høster nu frugterne af regeringens arbejde.

Om få måneder kan de nemlig blive de første i lang tid til at sætte sig ombord på et krydstogtskib.

Royal Caribbean har nemlig øjnet en gylden forretningsmulighed i israelerne, der forventes at være færdigvaccineret i slutningen af maj.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det 347 meter lange Odyssey of the Seas har plads til 4300 passagerer og 1500 besætningsmedlemmer. Foto: PR
Det 347 meter lange Odyssey of the Seas har plads til 4300 passagerer og 1500 besætningsmedlemmer. Foto: PR
 

Krydstogtselskab vil indsætte et af sine nyeste skibe, Odyssey of the Seas, til at sejle israelere til destinationer i Middelhavet, herunder Cypern og græske øer som Rhodos, Santorini og Mykonos.

Jomfruturen er planlagt til at finde sted i maj, og der sejles ud fra Haifa ved Tel Aviv.

Kun under corona: Book din egen luksusliner

Verdensmestre
Dermed ser et års dødvande endelig ud til at være overstået for krydstogtbranchen.

I en pressemeddelelse fortæller Michael Bayley, der er koncernchef ved Royal Caribbean, at selskabet i lang tid har haft et godt øje til de israelske vaccinedukse.

- Vi sætter stor pris på samarbejdet med Israels regering og for deres tillid til, at vi kan give deres befolkning en mindeværdig oplevelse.

Også den israelske premierminister Benjamin Netanyahu udtaler sig i pressemeddelelsen, om end i knap så beskedne vendinger:

- Vi har gjort Israel til verdensmester inden for vaccinationer. Nu vil vi gøre Israel til verdensmestre inden for økonomi og turisme i tiden efter coronakrisen.

Krydstogtselskab vil kun sejle med vaccinerede