Krydstogtsgigant får milliardstor redningsplanke

Investorer har skudt to milliarder dollars i Norwegian Cruise Line for at sikre rederiets overlevelse

Rederiets i alt 28 krydstogtsskibe har ligget stille siden 13. marts. Arkivfoto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Rederiets i alt 28 krydstogtsskibe har ligget stille siden 13. marts. Arkivfoto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Verdens tredjestørste krydstogtsrederi kan nu holde sig oven vande i mindst 12 måneder uden at sejle.

Det står klart, efter investorer har skudt yderligere to milliarder dollars i Norwegian Cruise Line i en blanding af investeringer og lån, så rederiet nu har en bank på i alt 3,5 milliarder dollars at tære på i de kommende måneder.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt USA Today.

Med det massive økonomiske tilskud står Norwegian Cruise Line nu et helt andet sted end for bare få dage siden. Tirsdag meddelte rederiet det amerikanske børstilsyn, at det var usikkert, om det ville klare sig igennem krisen, og samme dag dykkede aktien med 14 procent.

- Når transaktionerne er afsluttet, fjerner den ekstra likviditet ledelsens bekymring for, om virksomheden kan fortsætte med at køre rundt i de næste 12 måneder, skriver Norwegian Cruise Line ifølge USA Today i en pressemeddelelse.

Se også: Stort rejseselskab sælger igen rejser i Kina

Ingen statsstøtte
Norwegian Cruise Line råder over i alt 28 krydstogtsskibe, men ingen af disse har sejlet siden 13. marts. Rederiet har dermed allerede lidt et stort tab.

Selv om det har hovedkvarter i Miami, har det ifølge USA Today ikke kunne få statsstøtte som f.eks. flyselskaberne, fordi det ikke er registreret i USA.

Rederiet hører hjemme på Bermuda, og mange af skibene sejler under bahamansk flag.

Mens Norwegian Cruise Line har polstret sig til et helt år uden at sejle, har konkurrenten Carnival Cruise Line meddelt, at man planlægger at lægge fra kaj med sejladser i Nordamerika fra 1. august. Det bliver dog kun med et begrænset antal skibe.

Se også: Flyselskab skrotter planer for verdens længste flyrute

3 kommentarer
Vis kommentarer