Kun i Texas: Nu er det ok at glemme pistol i håndbagagen

Ny lov i Texas tillader flyrejsende at have pistoler med ind i lufthavnen – bare man ikke gør det med vilje

Ny lov i Texas tillader, at man har pistoler i lufthavnens sikkerhedszone. I hvert fald når der er tale om en forglemmelse. (Foto: Flickr/ajari)
Ny lov i Texas tillader, at man har pistoler i lufthavnens sikkerhedszone. I hvert fald når der er tale om en forglemmelse. (Foto: Flickr/ajari)

Det er sket flere gange i Texas. Efter sigende er flere personer ubevidst kommet til at tage deres pistoler med til sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Ved en fejl har de altså pakket (eller simpelthen glemt) deres våben i håndbagagen og pludselig stået ansigt til ansigt med en ret så utilfreds ansat i sikkerhedskontrollen.

Her drikker du din drink – når du trækker vejret!

Alene i 2014 foretog man i Fort Worth International Airport i Dallas, Texas, 120 såkaldte 'gun catches', altså fund af pistoler på ikke tilladte steder. Det antal placerede lufthavnen på førstepladsen over amerikanske lufthavne, som havde flest pistol-fund.

Og yderligere to Texas-lufthavne var at finde på top ti-listen. Nemlig Bush Intercontinental i Houston med 77 fund og Hobby Airport også i Houston med 50 fund. I alt blev 2.200 pistoler beslaglagt i håndbagage i amerikanske lufthavne sidste år.

Flest våben pr. indbygger
Texas er da også den stat i USA, som har flest våben registreret pr. person, så hvis ikke netop en texaner kunne komme til at glemme, at de gik rundt med en ekstra pistol i håndtasken, ja hvem skulle så kunne.

Tips til rejsen: Her er hotelprisen faldet

De gentagne pistol-fund har nu fået staten til at tage konsekvensen – State of Texas har nemlig udstedt en lov, som tillader pistol-forglemmelser i lufthavn. Det skriver Dallas News.

Kan stadig give bøde
Loven betyder, at flyrejsende, som ved en fejl har fået deres skydevåben med til lufthavnens sikkerhedstjek, ikke længere vil blive retsforfulgt. I hvert fald ikke, hvis de har den nødvendige tilladelse til våbnet, og samtidig accepterer at de skal forlade lufthavnens sikkerhedszone med det samme.

Flere unge tager på fælles backpackerrejse

Men medbring ikke din pistol uden eftertanke - de amerikanske luftfartsmyndigheder, TSA, kan nemlig stadig tildele personer, der medbringer våben – bevidst eller ubevidst – en bøde på op til 3000 dollars, svarende til 20.000 kr., hvis pistolen ikke er ladt, og 7500 dollars (50.000 kr.), hvis den er ladt.