Kvinde fik tildelt ikke-eksisterende flysæde

Kvinden fik en plads på række 35, men der var kun 34 rækker på flyet

En kvinde på en Lion Air-flyvning blev noget forvirret, da hun fandt ud af, at hendes sæde ikke eksisterede. Foto: PR
En kvinde på en Lion Air-flyvning blev noget forvirret, da hun fandt ud af, at hendes sæde ikke eksisterede. Foto: PR

Vi kender alle sammen godt følelsen, når vi boarder flyet og halv-febrilsk kigger rundt for at finde vores sæde, mens vi vandrer i snøvlefart ned gennem den indeklemte midtergang.

En indisk kvinde blev dog noget forbløffet, da hun den 16. september nåede ned til enden af flyet og så, at hendes flysæde overhovedet ikke eksisterede.

Det skriver The Sun.

Ifølge det britiske medie skulle kvinden flyve med lavprisflyselskabet Lion Air fra den indonesiske by Palembang til hovedstaden Jakarta. Hun havde fået sædenummer 35F, men da hun kom om bord på flyet, viste det sig, at rækkerne kun gik op til nummer 34.

Ifølge kvinden ved navn Satwika Ika spurgte hun derfor kabinepersonalet om hjælp, men de var - ifølge hende - uhøflige og gad ikke at hjælpe hende, men snerrede blot og sagde, hun skulle sætte sig i et af sæderne på række 34 i stedet.

Kort efter kom en anden passager, som havde billet til sædet, som Satwika Ika havde sat sig i, og derfor måtte Satwika Ika finde sig et andet sæde, hvilket satte gang i en 'større diskussion' med flypersonalet.

Satwika Ika har delt et opslag om hændelsen på Facebook, hvor hun desuden skriver, at hun ikke var den eneste passager, der havde fået tildelt et ikke-eksisterende sæde. Ifølge hende havde en børnefamilie også fået pladser på række 35.

Se også: Flyselskab annullerer over 2000 flybilletter: De var for billige

Undskyldte først efter Facebook-opslag
Ifølge Satwika Ika fik hun ingen undskyldning fra flyselskabet, før hun delte hændelsen på de sociale medier, men efterfølgende har hun modtaget et brev fra dem, hvor de beklager hændelsen.

Flyselskabet har desuden siden hen forklaret forvirringen ved at fortælle, at de blev nødt til at udskifte det planlagte fly til rejsen med et mindre et af slagsen.

Det oprindelige fly ville have haft 39 rækker.

Se også: 10-årig dreng blev sendt på det forkerte fly

31 kommentarer
Vis kommentarer