Kvinde sagsøger Tripadvisor for mislykket tur på gravid kamel

En ung kvinde brækkede armen på en kameltur. Nu sagsøger hun bookingsiden

At ride mod solnedgangen i ørkenen er en populær turistattraktion i Marokko. Men nogen gange går det ikke, som turisterne forventer. En kvinde brækkede sin arm og sagsøger derfor nu  Tripadvisors bookingside Viator. Foto: Colourbox
At ride mod solnedgangen i ørkenen er en populær turistattraktion i Marokko. Men nogen gange går det ikke, som turisterne forventer. En kvinde brækkede sin arm og sagsøger derfor nu Tripadvisors bookingside Viator. Foto: Colourbox

På Tripadvisors hjemmeside, Viator, tilbyder virksomheden guidede ture gennem den marokkanske ørken på en kamelryg, betagende udsigter og et stop ved en berbers hus for en lille snack og en kop myntete.

Men i et nyt søgsmål mod Tripadvisor, hævder en kvinde fra Massachusetts, at den beskrevne tur kun var et fatamorgana. I stedet blev hun placeret på en gravid kamel, som løb væk fra gruppen og smed hende af, hvilket resulterede i skader på hendes arm.

I søgsmålet beskylder den 24-årige Breanne Ayala Tripadvisor for uagtsomhed og misligholdelse af kontrakten, da virksomheden ikke havde sikret sig, at virksomheden, som de var mellemmænd for, levede op til sikkerhedsstandarderne. Det skriver Boston Globe.

- De satte hende på en gravid kamel, som kun var en måned fra at føde, siger Andrew Abraham, kvindens advokat.

Se også: Par sagsøger luksushotel: Ansat misbrugte sovende brud natten før bryllup

Brækkede armen
Ifølge søgsmålet skete ulykken, da Breanne Ayala var på vej tilbage fra turen. Det var ellers ikke meningen, at gruppen skulle ride på kamelerne hjem. De skulle hentes af en bil. Men efter 45 minutter, hvor bilen ikke dukkede op, fik turisterne besked på, at de skulle ride tilbage på kamelerne.

Her fortalte guiden, at kamelen, som Breanne Ayala red på, var gravid og skulle føde omkring en måned senere.

- Da Breanne Ayala og hendes familie spurgte, om virksomheden virkelig brugte gravide kameler, grinte turguiden bare, står der i søgsmålet.

Pludselig stak den gravide kamel af fra karavanen, hvilket medførte at Ayala faldt af og brækkede det øverste af sin højre arm. Familien insisterede på, at guiden ringede efter en ambulance, men han ville ikke ringe, før ejeren af virksomheden kom omkring en time senere.

Breanne Ayala blev indlagt på hospitalet i to dage, hvor hun gennemgik en operation, fordi lægerne mente, at hun ville få vedvarende nerveskader, hvis hun ikke blev opereret.

Se også: Flypassager 'knust' af overvægtig sidemand: Nu er dommen faldet

Fraskriver sig ansvaret
Søgsmålet påstår, at Tripadvisor og Viator burde have vidst, at turvirksomheden, som ikke er navngivet, brugte kameler 'som, de vidste, var utrænede og i en fysisk tilstand, som gjorde turen usikker'.

Molly Burke, talskvinde for Tripadvisor og Viator, siger, at virksomheden ikke kommenterer på igangværende søgsmål.

Viator afskriver sig også alt ansvar, når deres brugere booker en tur, hvilket brugerne skal acceptere, inden de kan benytte sig af tjenesten. Men advokaten Andrew Abrahams mener ikke, at virksomheden bare uden videre kan fraskrive sig ansvaret, når de tjener penge på turen.

- Jeg tror ikke, at man bare kan sige 'det er på eget ansvar, ærgerligt'. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, og det er ikke lovligt, siger Andrew Abrahams, advokat for Breanne Ayala.

Se også: Par løj om madforgiftning på ferien: Nu er dommen faldet

Mulighed for forlig
Søgsmålet kræver erstatning for de omkostninger, som Breanne Ayala har haft i forbindelse med ulykken, hvilket ifølge søgsmålet løber op i 120.000 dollars (814.017 kroner).

I december indgik Tripadvisor og Viator et forlig med en anden kvinde, som brækkede sit håndled i 2017, da hun var på en ATV-tur på den mexicanske ø Cozumel. Turen, som hun havde booket igennem Viator, tilbød, at gæsterne ville komme forbi sceniske strande. I stedet kørte de på 'farligt og ujævnt terræn', hvilket resulterede i, at ATV'en væltede og beskadigede hendes håndled. Hun sagsøgte også Tripadvisor, hvor selskabet efterfølgende forhandlede et forlig.

Detaljer fra forliget blev ikke offentliggjort.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere