Laura risikerer dødsstraf i Egypten: Nu er der nyt i sagen

Nu er det officielt, at sagen om de medbragte smertestillende piller, skal for retten. Det kan i værste fald føre til dødsstraf

Laura skal fortsat sidde fængslet i Egypten. Foto: Privatbillede
Laura skal fortsat sidde fængslet i Egypten. Foto: Privatbillede

Den 33-årige Laura Plummer fra Storbritannien, som den 9. oktober blev tilbageholdt i Egypten, fordi hun rejste ind i landet med 290 piller af det smertestillende lægemiddel Tramadol i sin kuffert, kan på ingen måde ånde lettet op endnu.

Søndag blev det nemlig afgjort, at sagen skal for retten, og at hun derfor skal forblive fængslet, indtil dommeren har gennemset alle beviser i sagen. Det skriver The Guardian.

Den britiske kvinde er gift med en egyptisk mand, som hun besøger tre-fire gange om året, og pillerne var angiveligt til ham, da han har problemer med ryggen.

De smertestillende piller, som er lovlige i Storbritannien, er dog ulovlige i Egypten og kan straffes med op til 25 års fængsel og i værste fald med dødsstraf.

Se også: Laura tog smertestillende piller med på ferie - nu risikerer hun dødsstraf

- Udenrigsministeriet er ubrugelige
Det var meningen, at der skulle være en høring i sagen i Hurghada søndag, men grundet den alvorlige sigtelse, skal sagen nu i stedet for retten i Safaga. Ifølge Daily Mail kan Laura Plummer derfor forvente at sidde fængslet i op til tre måneder mere, før sagen bliver afgjort.

De nye oplysninger har knust Lauras familie:

- Hun kan ikke holde til så meget som 15 dage mere i fængsel, siger hendes mor, Roberta, til det britiske medie.

- Vi har først lige fået det at vide, og vi er meget fortvivlede, fortsætter faren, Neville.

Lauras far har angiveligt været i kontakt med det britiske udenrigsministerium, som siger, at de ikke kan hjælpe dem:

- De har været noget nær ubrugelige. Laura er ikke stærk nok til dette, og jeg ved ikke, hvor meget mere hun kan klare.

Vidste ikke, de var ulovlige
Indtil videre er der ikke blevet sat en dato for retssagen, men ifølge Daily Mail er det ikke unormalt i Egypten, at der går flere år, før det sker. Eksperter vurderer dog i dette tilfælde, at der 'blot' vil gå et par måneder, da sagen er beskrevet så meget i medierne.

Laura Plummers mor har tidligere udtalt, at hendes datter ikke havde nogen anelse om, at pillerne var ulovlige i Egypten. Derfor havde hun angiveligt lagt dem øverst i kufferten, da hun ikke havde nogen hensigt om at skjule dem.

Politiet anholdte hende dog i lufthavnen, fordi hun ikke kunne give dem sin mands fulde navn eller hans adresse, da hun blev tilbageholdt i lufthavnen.

Lauras 34-årige mand, Omar, skal efter sigende vidne i sagen, og har derfor fået taget røntgenbilleder, der skal vise, at han lider af kroniske smerter i ryggen og dermed bevise, at pillerne var til ham.

Se også: Jamie idømt fængsel for at røre mands hofte i Dubai: Nu er der godt nyt

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen