Lufthavn i nyt tiltag: Træk mundbind og sprit i en automat

I en lufthavn i Las Vegas har man fyldt automaterne med de værnemidler, der kræves på mange flyrejser

En lang række flyselskaber og lufthavne har indført krav om mundbind. I Danmark bliver det dog først et krav i lufthavnene fra 15. juni. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En lang række flyselskaber og lufthavne har indført krav om mundbind. I Danmark bliver det dog først et krav i lufthavnene fra 15. juni. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Engang var toilettaskens indhold af væsker noget af det eneste, man skulle holde et vågent øje med forud for en flyrejse.

Med coronakrisen er imidlertid fulgt så mange nye krav til social distance, hygiejne og ikke mindst mundbind, at det kan være svært at holde styr på, hvor man må hvad. En problemstilling, som den internationale lufthavn i Las Vegas, USA, nu forsøger at hjælpe de rejsende med.

Lufthavnen har indsat tre nye automater, der med påskriften 'rene og sikre rejser' giver de rejsende mulighed for at købe de værnemidler, de er kommet afsted uden.

Det skriver CNN Travel.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Se også: Skulle give plads til flere krydstogtskibe: Nu udskydes ny terminal

Automaterne indeholder seks rækker med produkter, der bl.a. inkluderer forskellige typer mundbind, handsker og håndsprit. Det skal gøre det muligt for så mange som muligt at kunne gennemføre deres rejse, påpeger lufthavnens talsperson Christine Crews.

- Hele verden skal lige nu ændre adfærd og lære nye vaner, så det er ikke utænkeligt, at nogen vil kunne ende i lufthavnen uden de nødvendige produkter, der er blevet en obligatorisk del af deres rejse, siger Christine Crews til CNN Travel og tilføjer:

- Det her er muligvis den første, du ser, men jeg er sikker på, at det ikke bliver den sidste.

En lang række af verdens lufthavne og flyselskaber har i en længere periode krævet, at passagererne bar mundbind.

I de danske lufthavne har det indtil nu været tilladt at færdes uden, men torsdag meldte regeringen ud, at det fra 15. juni også her bliver et krav at bære mundbind.

Se også: Skynd dig: Sommerhusene er snart væk

7 kommentarer
Vis kommentarer