Luksushotel i København får Danmarks dyreste suite

Direktøren for Villa Copenhagen håber, at det nye, luksuriøse hotel i det centrale København også vil blive en destination for de lokale

Facaden på den gamle postcentral er bevaret, men indvendigt finder man fra 1. april et helt nyt hotel. Foto: Niels Hougaard
Facaden på den gamle postcentral er bevaret, men indvendigt finder man fra 1. april et helt nyt hotel. Foto: Niels Hougaard

Den gamle postcentral ved siden af Københavns Hovedbanegård har i de seneste år været under en gevaldig forvandling.

Det ydre står stadig, som DSB-arkitekten Heinrich Wenck tegnede det i starten af 1900-tallet, men der bliver ikke længere sorteret post i bygningen.

1. april åbner det nye, luksuriøse hotel Villa Copenhagen med 390 værelser, et brasseri, flere barer og en såkaldt courtyard (lobbyen) samt en udendørs opvarmet swimmingpool.

Direktøren for Villa Copenhagen, Peter Høgh Pedersen, ønsker at hotellet ikke blot bliver et hotel, men også en destination, hvor københavnerne vil tage hen.

Se også: Ikonisk dansk hotel solgt til svenskere

- Vi vil gerne bryde med de traditionelle ting i et hotel, så courtyarden bliver et stort område, hvor man selvfølgelig kommer for at tjekke ind, men det skal også være et sted, hvor der kan ske nogle forskellige aktiviteter. Der kunne være en dj, der spiller fredag aften, en saxofonist torsdag formiddag eller en tryllekunstner for børnene lørdag. Essensen af det er, at vi gerne vil skabe en københavnerdestination. Vi vil gerne have københavnerne til at komme ind og bruge bygningen, siger Peter Høgh Pedersen.

Se også: Danmarks første hotel med tagpool - men et dyp koster kassen

Kontrasternes hotel
Peter Høgh Pedersen fortæller, at de har forsøgt at skabe et hotel, hvor kontrasterne i beliggenheden kommer frem. Hotellet ligger, så det har Vesterbro til den ene side og København K til den anden side.

- Vi har forsøgt at afspejle beliggenheden i vores værdier, altså det kontrastfyldte, men også i interiøret. Vi vil gerne være hip og have kant, men samtidig vil vi også gerne have noget for den hotelgæst, som vil have en mere klassisk oplevelse, siger Peter Høgh Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tegning af en suite som er designet af Shamballa Jewels. Foto: Villa Copenhagen
Tegning af en suite som er designet af Shamballa Jewels. Foto: Villa Copenhagen

Værelserne vil have et klassisk udtryk. Højt til loftet, store vinduer og sildebensparket. Mens brasseriet for eksempel vil få et mere råt og moderne udtryk.

Den største suite i Villa Copenhagen kommer til at blive en af Danmarks dyreste med en pris på 55.000 kroner per nat. Suiten er designet af smykkefirmaet Shamballa Jewels med den russiske designer Olga Krukovskaya i spidsen. Hun står også for indretningen af courtyarden og seks andre suiter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tegning af et badeværelse designet af Shamballa Jewels. Foto: Villa Copenhagen
Tegning af et badeværelse designet af Shamballa Jewels. Foto: Villa Copenhagen

Se også: Dansk hotel på liste over verdens bedste

International interesse
Det er den norske milliardær Petter Stordalen, som købte den gamle postcentral i 2016. Det totale budget er på 1,5 milliarder.

Det kan være svært ikke at smile, når man pludselig bliver mange-milliardær. Foto: Magnus Sandberg Tæt på Hotel-boss overdrager kæmpe formue: Her bliver Emilie, Henrik og Jakob milliardærer

Det var især den centrale beliggenhed, der gjorde bygningen attraktiv. Men beliggenheden har også været en af de største udfordringer i arbejdet.

- Den største udfordring har nok været logistikken med materialer til og fra byggeriet i og med at det ligger på kanten af Tietgensgade og på hjørnet af Bernstorffsgade, som er et lyskryds, hvor tusindvis af fodgængere, cyklister og biler er hver dag. Entreprenøren har i samarbejde med kommunen blevet nødt til at gå ud og dirigere trafikken engang imellem, hvis der var store leverancer, fortæller Peter Høgh Pedersen.

Hotellet er lige nu i gang med at rekruttere personale og få de sidste detaljer på plads inden åbningen 1. april.

- Der er et stort puslespil, vi skal have til at gå op her op til åbningen, siger Peter Høgh Pedersen.

Ferie - 30. okt. 2019 - kl. 10:15 Spies solgt til norsk milliardær

68 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere