Lusehelvede på Lanzarote: Læge forbød dansker at besøge sit hotelværelse

Den danske familie kræver erstatning, men Apollo afviser, at der var væggelus på hotellet

Familien skiftede værelse på tredjedagen og hotel på fjerdedagen. Foto: Shane Hauser/Unsplash
Familien skiftede værelse på tredjedagen og hotel på fjerdedagen. Foto: Shane Hauser/Unsplash

Kløe og udslæt på hele kroppen.

En familie bestående af to voksne og et barn fik deres ferie ødelagt, da de var på Lanzarote fra 31. januar til 7. februar 2020.

De havde bestilt rejse med Apollo på det trestjernede hotel HG Lomo Blanco.

Endnu vidste de ikke, at de her skulle blive angrebet af væggelus i en sådan grad, at de endte med at søge erstatning i Pakkerejse-Ankenævnet.

Efter to nætter beskriver familien i en klage til Apollo, hvordan de 'fik store udslæt og hævelser på ansigt, hals, nakke, ryg, arme, hænder og lår'.

'Vores datter på 1,5 år og jeg havde bidemærker og kløe, men slap heldigvis uden en allergisk reaktion'.

Dansk ægtepar fik ubehagelig souvenir med hjem

Læge: Hold dig væk!
En af de rejsende var nødt til at søge læge.

'Hun blev ordineret behandling med antihistamin, salver og indsprøjtninger ved lægen mod den allergiske reaktion. Lægen forbød hende at entrere eller komme i nærheden af værelset, da hun ville udsætte sig selv for yderligere bidfare, der ville kunne forværre hendes tilstand'.

Personalet på HG Lomo Blanco tilbød deres danske gæster at skifte værelse, hvilket disse gik med til i håb om, at der var tale om et enkeltstående tilfælde. Men også på det nye værelse mente familien, at den 'var blevet angrebet' af væggelus.

'I forbindelse med ovenstående kontaktede vi Apollo på destinationen og forelagde dem sagen'.

En guide og destinationschef fra Apollo troppede op og talte med familien, der dog ikke lod sig slå til tåls med forklaringer om, at udslættene kunne skyldes myg eller 'noget fra stranden'.

De krævede derfor at skifte hotel. Og senere også kompensation for to tredjedele af feriens pris samt udgifter til ødelagt tøj, som familien var nødt til at kassere, da det ikke tålte kogevask, samt omkostninger til det nye hotel.

Disse simple hotelvaner kan blive RIGTIG dyre

Skadedyrsbekæmper: Ingen lus
Sagen endte hos Pakkerejse-Ankenævnet. Der blev afsagt kendelse 18. december 2020.

I sit forsvar hæfter Apollo sig ved, at HG Lomo Blanco aldrig før har haft en oplevelse som den med de danske hotelgæster - hverken før eller efter har hotellet modtaget henvendelser om væggelus, hævder det.

En skadedyrsbekæmper blev tilkaldt, men kørte tomhændet hjem.

'Vi afviser helt, at der har været væggelus på hotellet', skriver Apollo.

'Vi må fastholde, at bedbugs eller andre insekter kan have været medbragt fra Danmark. Vores personale på rejsemålet har dog tidligere oplevet, at der kan være sandfluer på stranden, og disse bid kan være meget generende og se ud som bid fra væggelus'.

Pakkerejse-Ankenævnet afviste klagen fra den danske familie med begrundelsen, at klageren ikke har godtgjort, at klageren og medrejsendes udslæt skyldtes forhold i lejlighederne på hotellet.

Børn bidt til blods af væggelus på fly