Det var et skuffet dansk par, der 28. november 2019 fløj hjem til Danmark efter 14 dages ferie i Filippinerne med rejseselskabet Yaneeda.
Parret havde betalt 35.018 kroner for en rundrejse, der startede i hovedstaden Manila og sluttede på tropiske Ticao Island.
På flere fronter levede den luksuriøse ferie dog slet ikke op til rejsebeskrivelsen, skriver det danske par i en klage, der er blevet bragt for Pakkerejse-Ankenævnet.
Vil have 76.000 kr. retur: Der var alger på stranden
Guide anede ikke, hvor vi var
Problemerne startede på en trekkingtur til Mayon Volcano.
Trekkingturen blev anført af en ung guide, der 'tydeligvis ikke havde noget særligt kendskab til området, vulkanen eller øvrig fauna og flora'. Ikke nok med det. Guiden fór også vild på vandreturen. Flere gange var gruppen nødt til at vende tilbage til startstedet, fordi guiden ikke anede, hvor de var.
'Da det endelig lykkedes at finde en sti, som guiden mente, var den rette vej, foregik turen gennem en kokosnødplantage efterfulgt af et par timers vandring i en trøstesløs lavagrusgrav med larmende maskiner', skriver det danske par.
'Da vi efterhånden havde brugt (spildt) det meste af dagen, og da guiden stadig ikke havde nogen idé om, hvor langt vi var og hvornår vi ville nå op til golfbane eller et udsigtspunkt, tog vi en beslutning om at vende om'.
Går af efter skandale: Ødelagde 46.000 år gammel kulturarv
Forundret over hvalgaranti
Næste stop var byen Donsol, hvor man kan snorkle med hvalhajer.
I sin rejsebeskrivelse giver Yaneeda ligefrem garanti for at spotte hvalhajer. Parret ser dog ikke skyggen af en finne på deres bådtur, og snart finder de ud af hvorfor.
'Selv om vi var lettere desillusionerede og skuffede (big time), opsøgte vi de lokale fiskere for at høre, om de vidste, om der var hvalhajer i området. De kunne desværre - og med forundring over at vi spurgte - kun bekræfte, at det var så godt som 100 procent usandsynligt på denne årstid', skriver det danske par.
Blæser på anbefalinger: Rejsebureau flyver danskere til 'orange' land
Strand var en losseplads
Turens 'nok største katastrofe' fandt sted på sidste stop: Ticao Island.
'Stranden og vandet var som en losseplads, hvor man bogstaveligt talt vadede i affald og lort af enhver art', skriver det danske par.
I rejsebeskrivelsen kan man ellers læse, at 'du vågner op til lyden af de bløde bølger, der skyller ind på stranden' på Ticao Island, hvor det i et farvestrålende sprog også forklares, at der er mulighed for at 'snorkle i det krystalklare vand i de små laguner og slappe af på en af de uspolerede hvide strande'.
Spørger man det danske par, var deres resort omgivet af affald fra mennesker og grise, der blev ledt direkte ud i en lille kanal ved bugten.
'Vi kunne derfor hurtigt konstatere, at her var det helt umuligt at bade og i så fald med risiko for fækale bakterier eller andre afledte bakterier'.
Farlig røg lukker verdenskendt nationalpark
Klagenævn: Ikke godt nok
I en mail til det danske par lagde Yaneeda sig fladt ned og lovede at forbedre forholdene.
Rejseselskabet tilbød derfor det danske par kompensation for 1900 kroner for trekkingturen og et gavekort på 7500 kroner. Det var dog ikke nok for parret, der krævede kompensation for 17.500 kroner.
Sagen endte derfor hos Pakkerejse-Ankenævnet, der afsagde kendelse 2. juli 2020. Pakkerejse-Ankenævnet gav det danske par medhold i alle klagepunkter og skønnede, at de var berettiget til et nedslag i købsprisen på yderligere 9000 kroner.
Yaneeda blev erklæret konkurs 9. september.