Mange børnefamilier risikerer stor ekstraregning i sommerferien

Mange danske børnefamilier fravælger rejseforsikring, når de rejser i udlandet, og det kan blive dyrt

Det er vigtigt at have styr på papirarbejdet, inden ferien indledes i udlandet. Foto: Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Det er vigtigt at have styr på papirarbejdet, inden ferien indledes i udlandet. Foto: Bo Nymann/Ritzau Scanpix

Har du og familien styr på rejseforsikringen, når I tager på ferie?

Mange børnefamilier nedprioriterer forsikring, når de rejser i udlandet.

Det viser en ny undersøgelse blandt 1000 danskere foretaget af YouGov på vegne af teleselskabet 3. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen gælder det for mere end 12 procent af danskerne med hjemmeboende børn, at de enten ikke er forsikrede, når de rejser i udlandet, eller er i tvivl om, hvorvidt de er.

Samtidig har hver tiende børnefamilie ifølge undersøgelsen oplevet at stå i en situation, hvor de havde behov for en rejseforsikring uden at være dækket.

Skoldkopper kan koste dyrt
Når børnefamilier ikke har styr på rejseforsikringen, gambler de ifølge rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV både med sikkerheden og familiens økonomi.

- Vi oplever hvert år mange sager, hvor et eller flere børn i familien får skoldkopper i løbet af ferien. Man må ikke rejse med skoldkopper, og derfor kan den planlagte hjemrejse blive udskudt med helt op til en uge. Hvis man ikke er forsikret, så kan udgifter til nye flybilletter og hotelovernatning for hele familien blive en dyr omgang, siger David Kraul, der er nordisk COO for Europæiske ERV, i pressemeddelelsen.

En anden almindelig udfordring er ifølge David Kraul mindre infektioner, som voksne let kommer over, men som kan være behandlingskrævende hos børn.

- Det sker jævnligt blandt vores kunder, at et simpelt maveonde udvikler sig til dehydrering, som kræver indlæggelse med drop. I visse lande betaler man i dyre domme for en almindelig indlæggelse på et offentligt hospital, selv om behandlingsstandarden ikke altid er i top. Det gælder også, selv om man rejser i EU med sit blå sygesikringskort. Derfor er det en god idé at tegne en rejseforsikring, som også omfatter adgang til privathospitaler, forklarer han. 

Mange er i tvivl om dækning
En tidligere undersøgelse af danskernes opfattelse af det blå EU-sygesikringskort har vist, at mange danskere slet ikke ved, hvordan kortet dækker.

Se også: Fire ud af ti har ingen idé: Sådan virker det blå sygesikringskort

I undersøgelsen svarer hver fjerde dansker, at de tror, at det blå sygesikringskort eller EU-sygesikringskortet dækker behandling på privathospitaler, mens 41 procent siger, at de slet ikke ved det.

Det blå sygesikringskort ikke skal ses som et alternativ til en rejseforsikring, men som et supplement.

- Hvis uheldet er ude, og du kun rejser med den blå sygesikring, kan du ende med at skulle betale rigtig mange penge, hvis du skal lægge ud for behandling på privathospital og receptpligtig medicin samt, i værste tilfælde, hjemtransport, lød det i forbindelse med undersøgelsen fra Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda.

Se også: Uheldig på ferie: Kostede 853.000 kroner

131 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere