Masseaflysninger for millioner på danske hoteller

Januar bød på en stigning i hotelbookinger, men på grund af coronavirus oplever flere aflysninger

Danske hoteller oplever aflysninger for millioner af kroner. Foto: Colourbox
Danske hoteller oplever aflysninger for millioner af kroner. Foto: Colourbox

Flere danske hoteller oplever mange aflysninger og færre bookinger på grund af coronavirus. De forudsiger derfor en væsentlig nedgang i omsætningen de kommende måneder. 

Hos Nordens største hotelkæde Scandic sænkes forventningerne til salget i årets første kvartal til et fald på 4 procent. Den oprindelige forventning, som blev præsenteret i forbindelse med regnskabet i februar 2020, lød ellers på en stigning i nettosalget på 1-3 procent i årets første tre måneder. Det skriver mediet EjendomsWatch.

Se også: Luksushotel i København får Danmarks dyreste suite

Aflysninger i millionklassen
Hos Sabro Kro meldes der også om mange aflysninger. Hotelchef Ture Lyhne forklarer til Aarhus Stiftstidende, at det især er møder og konferencer med udenlandsk deltagelse, som i øjeblikket bliver aflyst på grund af coronavirussen. Til gengæld har virksomheden ikke fået aflysning af arrangementer af mere lokal karakter.

Det har de til gengæld på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Hotellet arrangerer både store fester og møder. De har allerede fået aflysninger for godt to millioner kroner, og mange flere er på vej, fortæller direktør Uffe Høeg Johansen til Fyens Stiftstidende.

- Både for marts, april og juni har vores kunder ringet og aflyst deres arrangementer hos os. Og det bliver værre endnu. Sundhedssektoren er en af vores helt store kunder, så det siger sig selv, at vi bliver hårdt ramt, siger Uffe Høeg Johansen.

Se også: Ferie hele året: Dansk badehotel til salg

Spillelysten er også forsvundet
Hos Munkebjerg Hotel i Vejle har de også oplevet mange aflysninger den sidste uges tid. Administrerende direktør René Aarby Sørensen oplyser til Vejle Amts Folkeblad, at de både har oplevet en afmatning i bookinger af værelser, og så har smittefaren også lagt en dæmper på spillelysten i hotellets kasino.

- Det er en relativt alvorlig situation for os. Vi har fået mange aflysninger af konferencer, siden statsministeren gik ud med sin anbefaling. Det er konferencer i hundredetusindkronersklassen, så det er kritisk. Og det er klart, at det vil få konsekvenser. Hvad konsekvenserne bliver er for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger administrerende direktør René Aarby Sørensen, Munkebjerg Hotel, til Vejle Amts Folkeblad.

Se også: Ny rekord: 56 millioner overnatninger i Danmark

Hotel Opus i Horsens oplever også et fald i konferencer.

- Vi har kunder, der gennemfører. I dag har vi en god dag, selvom vi mangler en planlagt konference. Men vi har fået virkelig mange aflysninger eller ønsker om at udsætte konferencer, der skulle være holdt i løbet af de næste måneder. De fleste ønsker at udsætte en måned eller to eller på ubestemt tid. Det er en stor udfordring, for vi er i forvejen godt booket med konferencer hen over året, så vi opbygger en væg af blokerede muligheder. Vi har simpelthen ikke huller til at gennemføre alle på et senere tidspunkt i år, og det kan koste os millioner, siger hoteldirektør Søren Søltoft Holmboe til Århus Stiftstidende.

Hoteldirektøren mener samtidig, at coronasituationen rammer hotellerne i højere grad, end finanskrisen gjorde. Han kan dog ikke sætte tal på mistet konference-omsætning endnu.

Se også: Europas største luksus-hostel åbner i København

Startede godt ud
Året startede ellers godt ud for hotelerhvervet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Med flere end 930.000 overnatninger på danske hoteller voksede januar måned med 2,7 procent sammenlignet med 2019.

Formanden for Horesta, brancheforeningen for hotel- restaurations- og turisterhvervene, Jens Zimmer Christensen, understreger dog i en pressemeddelelse, at udsigterne ikke ser positive ud for de næste måneder i hotelerhvervet.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at året startede fornuftigt ud, men det kommer på ingen måde til at dække det økonomiske hul, som virksomhederne får slået i deres regnskaber i disse uger. Coronafrygt, aflysninger og ændringer i rejsemønstre har skabt en situation, som er ulig noget, erhvervet har oplevet tidligere, siger Jens Zimmer Christensen.

3 kommentarer
Vis kommentarer