Medie: Forsvundet turist er ramt af Jerusalem-syndromet

En britisk turist forsvandt i Israel for to måneder siden. Nu påstår britisk medie, at manden har fået psykosen kendt som 'Jerusalem-syndromet'

Her ses den forsvundne brite med sin cykel, som blev fundet efterladt kort efter hans forsvinden. Foto: Privat
Her ses den forsvundne brite med sin cykel, som blev fundet efterladt kort efter hans forsvinden. Foto: Privat

For godt to måneder siden forsvandt den britiske turist Oliver McAfee, da han cyklede på Israels berømte 'National Trail' nær den lille by Mitzpe Ramon i Negev-ørkenen.

Siden da har frygten været, at den 29-årige brite havde været ude for et uheld eller var faret vild på ruten, men ifølge The Telegraph tyder nye oplysninger i forsvindingssagen på, at Oliver McAfee selv er vandret ind i ørkenen alene, fordi han har fået psykosen kendt som 'Jerusalem-syndromet'.

Det skriver Times of Israel.

Psykosen rammer årligt en lille snes turister, der typisk antager bibelske identiteter såsom Jesus, Johannes Døberen eller ofte Jomfru Maria, hvis personen er en kvinde.

Årsagen til de nye antagelser er, at Oliver McAfee angiveligt har efterladt spor i form af sider fra Biblen, som refererer til historien om Jesus, der faster i 40 dage og 40 nætter.

- Det tyder på, at han udfører forskellige ritualer, som vi ikke rigtigt forstår, fortæller en af de frivillige, der leder efter den forsvundne brite til The Telegraph.

Familiefar fængslet efter snorkeltur i Tyrkiet: - Jeg blev tvunget til at slås i 'gladiator-kamp'

Mentale problemer
Da Oliver McAfee fra Essex forsvandt den 21. november, havde han efterladt flere af sine ejendele - deriblandt sin cykel, computer og pung - på vandrestien, hvilket fik myndighederne til at tro, at han var faret vild.

Men med de nye fund af bibel-siderne samt det faktum, at Oliver tidligere har kæmpet med mentale problemer i form af depression, vurderes det altså nu, at han er en af de få turister, der hvert år får 'Jerusalem-syndromet'.

Ifølge BBC har myndighederne i Israel både benyttet helikoptere, droner og hunde i eftersøgningen af briten, og hans venner og familie har lavet en Facebook-side for at opfordre folk til at hjælpe med at finde Oliver.

- I slutningen af oktober tog Ollie på cykeltur i Israel for at besøge det hellige land. Han havde tænkt sig at blive der i fem uger og ville vende tilbage i begyndelsen af december, men han kom aldrig hjem, skriver familien blandt andet på Facebook.

De israelske myndigheder samarbejder med Interpol samt det britiske udenrigsministerium i forsøget på at lokalisere den forsvundne brite.

Familie fanget i lufthavn i to måneder