Meldt til klagenævn: Ville kun flyve med kvinde

En dansk mand kunne ikke få lov at købe billet til en af Nordic Seaplanes' afgange på grund af sit køn

Nordic Seaplanes flyver mellem Aarhus og København. Arkivfoto: Nordic Seaplanes
Nordic Seaplanes flyver mellem Aarhus og København. Arkivfoto: Nordic Seaplanes

Når man køber en flybillet, er det normen at skulle udfylde informationer som navn, nationalitet og køn. Men at sidstnævnte har indflydelse på, hvorvidt købet kan gennemføres, var ikke, hvad en dansk mand forventede, da han forsøgte at købe billet hos Nordic Seaplanes, som flyver mellem Aarhus og København

Da manden kontaktede vandflyselskabet for at købe billet til en afgang, fik han fortalt, at det sidste ledige sæde kun kunne sælges til en kvindelig passager. Derfor har manden anmeldt sagen til Ligebehandlingsnævnet.

Det skriver Check-in.

Nævnet behandler klager over kønsbaseret forskelsbehandling og har før givet en bøde til en bodega, som kun gav gratis shots til kvinder.

Kvinder vejer mindre
Nordic Seaplanes forklarer afvisningen med, at passagerlisten er baseret på luftfartsmyndighedernes standardvægte for, hvad folk vejer, hvor mænd og kvinder er to forskellige kategorier.

Kvinder på selskabets fly vejer i gennemsnit 74 kilo med håndbagage, mens mænd vejer 92 kilo. Sammensætningen af passagerer, som allerede havde booket billetter på afgangen, betød derfor, at der kun var plads til en kvinde uden at flyets maksimalvægt blev oversteget.

- Vi kan jo ikke gøre noget ved det. Det er regler, der gælder over hele verden. Det er lidt åndssvagt, og vi føler os ikke skyldige, siger Lasse Rungholm, adm. direktør i Nordic Seaplanes, til Check-in.dk

Den samlede vægt af passagererne ombord har betydning for flysikkerheden, hvorfor flere flyselskaber vejer kunder for at kortlægge gennemsnitsvægten. Senest var det hos Air New Zealand, at passagerer måtte op på vægten.