I 2016 bestod top 15 over de mest trendende rejsemål udelukkende af lande fra Europa og Asien, men 2017 blev året, hvor også Mellemøsten blev et stort ferie-hit for danskerne.
Det viser en ny analyse, som Momondo har lavet, baseret på danske rejsesøgninger foretaget sidste år.
Især Tyrkiets største by, Istanbul, er et stort hit for danskerne, der vil til Mellemøsten. Byen var forbavsende tæt på at ende på førstepladsen over de mest trendende destinationer, men måtte med blot et halvt procentpoint overgive førstepladsen til Split i Kroatien.
Istanbul er dog ikke det eneste mellemøstlige land på top 15 listen, hvor der også kan findes destinationer som Beirut i Libanon, Antalya i Tyrkiet samt nordafrikanske Marrakesh.
- Tallene fra 2017 understreger for alvor, at Mellemøsten er blomstret op som attraktivt turistmål. Danskerne er begyndt at se helt nye muligheder i Mellemøsten og de arabiske lande, både når det kommer til badeferier ved kysten eller storbyferier i hovedstæderne. Jeg tror, vi kan forvente, at interessen bliver ved med at stige de kommende år, siger Momondos danske presseansvarlige, Lasse Skole Hansen.
Ingen ferie uden mig! Så jaloux er danskerne
Sydeuropa stadig et hit
At danskerne har fået øjnene op for rejser til Mellemøsten betyder, at de asiatiske perler såsom Bali og Malaysia ikke er lige populære som tidligere. Dog fejler Sydeuropa stadigvæk ikke noget, når det kommer til danskerne ferie-valg.
Hele otte sydeuropæiske rejsemål findes i top 15, som altså toppes af Split i Kroatien, der har haft en stigning på hele 47 procent, når det kommer til antallet af søgninger.
- Vores søgedata peger på, at danskerne har været meget interesserede i klassiske sydeuropæiske rejsemål i 2017. Split i Kroatien har med sin førsteplads for alvor etableret sig som en destination, som danskerne har taget til sig efter flere års stigende interesse, mens 'sikre' spanske rejsemål som Mallorca, Malaga og Alicante også dominerer 2017-listen, siger Lasse Skole Hansen og fortsætter:
- Desuden kan man forestille sig, at den historisk dårlige danske sommer har haft en indflydelse på danskernes søgeadfærd. Mange har måske i sidste øjeblik kigget efter en nem og sikker solferie efter udsigten til en grå dansk sommerferie.